Lokal Venstre-folketingsmedlem sætter ind i jagten på mårhunde

https://pixabay.com/da/

Det lokale Venstre-folketingsmedlem Anni Matthiesen har i lang tid arbejdet på Christiansborg for at skærpe bekæmpelsen af mårhunde – og nu fortsætter folketingsmedlemmet kampen i lokalområdet. For fredag den 1. februar får Anni Matthiesen hjælp af Mårhundebanden Øst fra Varde til opsætning af en foderplads og et kamera på egen matrikel for at bekæmpe den invasive art.

I dag findes der flere tusinde mårhunde i Jylland, og de er også blevet konstateret på Fyn.

– ”Mårhunde spreder sig hastigt, og de er stort problem, da de æder næsten alt, de kommer i nærheden af. De har en stor negativ påvirkning for både fuglelivet og de mindre pattedyr. Og derfor vil jeg nu gøre mit til at bekæmpe de uønskede mårhunde”, udtaler Venstres naturordfører Anni Matthiesen.

– ”Bestanden af mårhunde har blot vokset sig større og større. Af den grund tror jeg, at det nu er på tide, at vi griber til lidt ekstraordinære midler i kampen mod den invasive art, og derfor sætter jeg stor pris på mårhundebanderne, der har taget kampen op. De gør et godt stykke arbejde – hvorfor vi på Christiansborg fortsat skal yde støtte til indkøb af udstyr”, afslutter folketingsmedlemmet i en pressemeddelelse.