Allan Witte har 25 års jubilæum på DuPont

Allan Witte kan fejre 25 års jubilæum torsdag d 14. februar 2019 hos DuPont Nutrition Biosciences i Grindsted.

Allan kom til firmaet i 1994 og startede som elektriker i el-nymontage.

I 1989 blev Allan uddannet som industrielektriker på Cheminova og efter 1½ år søgte han nye udfordringer hos Thyborøn Elektro, hvor arbejdet bestod i reparation og nymontage af elektriske installationer på skibe.

Da hans kone Marianne fik tilbudt en læreplads som dekoratør ved BP-dekoration i Grindsted i 1992, sagde Allan sin stilling op og de flyttede til Grindsted, og han besluttede sig for at læse til stærkstrømstekniker ved Vejle Tekniske Skole.

Efter endt uddannelse i januar 1994 søgte han job som elektriker i el-nymontage og startede d. 14. februar 1994 på Grindsted Products A/S.

Efter et år i el-nymontage flyttede han over i el-projektering som el-ingeniør/tekniker og i 2001 blev han overflyttet til maskinprojektering, hvor opgaverne bestod i el-projektering for maskiningeniørerne. I 2009 blev han overflyttet til vedligeholdelsesafdelingen og blev i 2012 supervisor for el-vedligehold. Allan har stor el-viden både som projektmand og reparationsansvarlig og han har været med til at lave mange af vores automationssystemer på fabrikken.

I 2013 blev han færdig med sin lederuddannelse og er i dag ansvarlig for 13 elektrikere og 4 lærlinge.

Allan er meget pligtopfyldende og lægger meget præcision i sin udførelse af arbejdsopgaver. Han er en meget loyal, vellidt, samarbejdsvillig og respekteret person.

Privat er Allan gift med Marianne og de har to voksne børn og en hund. Fritiden går med rejser, især til storbyer, og så kører han motorcykel hver mandag med gutterne, med hvem han også tager på ture til udlandet.

Jubilæet fejres fredag d. 22. februar 2019 med en reception kl. 09.30, samt efterfølgende frokost for familie, venner og kollegaer.