Brug lægevagten med omtanke. Det er budskabet i en ny kampagne fra Region Syddanmark, der følger op på en lignende kampagne fra sommeren 2017.
En ørevoksprop kan være træls. Den kan give susen for ørene og få alt til at lyde, som om man ligger i et akvarie. Børneorm kan også være en irriterende lidelse. Det klør helt enormt meget.
Men fælles for både ørevoksproppen og børneormen er, at de ikke er så akutte, at man bør ringe til lægevagten med dem. Man bør i stedet vente, til egen læge har åbent igen.
Desværre oplever lægevagten i Region Syddanmark ofte at få opkald, der ligesom henvendelserne med ørevoksproppen og børneormen bør vente til egen læge har tid.
For at få mindsket mængden af opkald relancerer Region Syddanmark nu en kampagne fra 2017.
Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Bo Libergren (V), siger:
– Vi har alle en interesse i, at man kan komme hurtigt til lægevagten, hvis man har akut brug for hjælp. Og når man ringer ind med ørevokspropper, fornyelse af p-pille-recepter og lignende, så kan man skabe længere telefonkø for de mennesker, der sidder med noget akut og alvorligt.
Regionsrådsmedlemmer besøger storcentre
Relanceringen af kampagnen indebærer blandt andet, at medlemmer af regionsrådet skal ud og møde syddanskerne i en række udvalgte storcentre rundt om i regionen.
Bo Libergren siger:
– Den her gang vil vi rigtig gerne ud og have dialogen med borgerne om, hvornår man bør ringe til vagtlægen. Det vigtigste er jo, at man lige overvejer, om det kan vente, til ens egen læge har åbent igen. Og den snak kan vi altså få ude i de forskellige storcentre.
For at budskabet skal hænge ved, deler politikerne blandt andet plastre ud med budskabet påtrykt, som syddanskerne kan få med hjem.
Derudover indebærer kampagnen også, at der vil være plakater ved de praktiserende læger og lægevagtskonsultationerne rundt i regionen.
De syddanske politikere deler plastre og chokolader ud den 5. april klokken 15-17 i Rosengårdscentret i Odense, Kolding Storcenter og Borgen i Sønderborg.
Lægevagten vil gerne hjælpe, når du er blevet pludselig syg, din sygdom er forværret, eller du er kommet til skade.
Vurdér altid, om din henvendelse kan vente til egen læge har åbent.
Du kan ringe til lægevagten på 7011 0707.