Invitation til opstart af borgergruppen: Ryd op efter Grindstedværket

I morgen Onsdag er der fra kl.19.00 i Magion i Grindsted i Loungen opstartsmøde med henblik på at starte borgergruppen “Ryd op efter Grindstedværket” .
Initiativtagerne til borgergruppen Susanne Mathiesen og Kai Bayer håber der kommer mange over i Magion til dette opstartsmøde.

De skriver i invitationen: De sidste ugers opmærksomhed på forureningen efter Grindstedværket har skabt fornyet håb om at få renset jorden. Vi skal holde liv i det momentum, som er skabt, så vi kan sikre at oprensning af jorden bliver en realitet.

Derfor starter vi en borgergruppe op, som skal sikre at vi holder politikere, fagfolk og journalister til ilden, så de ikke glemmer os igen. Borgergruppen er politisk uafhængig. Den skal samle os på tværs af personlige meninger, fagligheder og politisk ståsteder, så vi i fællesskab kan skabe fremdrift i arbejdet for at få ryddet op.

– Nye teknologier giver os gode muligheder for at fjerne hotspots uden at køre jorden væk. Den mulighed skal vi gribe!

– I 2019 skal Stat og Region forhandle om prioriteringerne i forhold til forureningsgrunde landet over. Vi bor flere tusind mennesker oven på forureningen efter Grindstedværket som er en af landets største og værste forureninger. Den skal have topprioritet!

– Politikerne er vågnet op og viser vilje til at handle – det skal vi holde dem fast på!

– Oprensning af jordforureninger er dyrt, men vi har ikke råd til at lade være. Der skal afsættes flere ressourcer, så vi kan få ryddet op én gang for alle!
Tid og sted for opstartsmøde for Borgergruppen Ryd op efter Grindstedværket: Lougen i Magion i Grindsted, Onsdag den 11. april 2018 kl. 19.00.

Hvis du er interesseret i yderligere information er du velkommen til at kontakte Susanne Mathiesen på   sm@headspace.dk eller telefon 22 34 88 51  , Kai Bayer på tlf. 51 54 76 16