Lokale og internationale får mulighed for at smage på forskellige retter

Foto: René Lind Gammelmark

Billund Kommunes Museer inviterer både lokale og internationale borgere i Billund Kommune til en aften på Museumscenter Karensminde, hvor man kan få udviddet sin smagshorisont. Det er den 1. juni fra 18-21.

Billund Kommune er et multikulturelt samfund, med nationaliter fra hele verden. Det vil Kommunens Museer gerne anerkende,  og gør det ved at være vært ved en aften hvor vi kommer rundt og besøger forskellige dele af verden ved at lave mad til og med hinanden, og dermed lærer om kulturen og historien i andre lande.   På grund af virksomhederne i Billund Kommune, er der meget international arbejdskraft , og dermed også internationale borgere i kommunen. De er en del af kommunens kulturhistorie.   Museerne er en institution, som har hovedfokus på formidling af kulturhistorie, og derfor ser museet frem til en god snak med de internationale borgere om deres syn på det danske samfund og på det at bo i Billund Kommune. “På den måde kan vi gøre hinanden klogere på vores fælles kulturhistorie her i kommunen” Siger Ole Bisbjerg, Leder af Museer, Biblioteker og Borgerservice i Billund Kommune.

I samarbejde med Karensmindes Venner, vil museet bidrage med gamle danske retter, og tanken er, at deltagerne hver især medbringer en ret til ca. 5-7 personer, så der kan laves en buffet med mad fra hele verden.

Tilmelding til arrangementet er nødvendigt,  og man tilmelder sig ved at sende en mail til: museet@billund.dk senest den 15. maj.  Arrangementet er gratis at deltage i hvis man medbringer en ret. Børn er naturligvis også velkomne.