GGIF Fodbold Serie 2 herrer vandt igen.

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Lørdag den 16. juni 2018 spillede Grindsted GIF’s Serie 2 herrer fodboldkamp mod Tjæreborg IF på stadion i Tjæreborg.   Grindsted vandt 3-0.

Grindsted ligger nu på andenpladsen med 24 point, og Varde ligger på førstepladsen med 27 point.

55.: 0-1, Kenni Jensen, ass. Christoffer Høgedal

65.: 0-2, selvmål, ass. Christoffer Høgedal

87.: 0-1, Kenni Jensen, ass. Christoffer Høgedal

Kampens spiller: Christoffer Høgedal

Holdopstilling GGIF:
Jacob Tønning
Morten Hedegaard Pedersen
Jeppe Østergaard
Christoffer Vive Høgedal
Christian Hansen
Jesper Schmidt
Mads Mahler Johannesen
Kevin Rajakumar
Jakob Plagborg
Kenni Jensen
Jonas Bolding Lund
Patrick Lauridsen
Sebastian Svejstrup
Joakim Kirkegaard

​Træner Christian Thorne har skrevet dette referat fra kampen:

Assistkongen Høgedal & målkongen Jensen
Lørdagens opgør på Tjæreborg Stadion var i første halvleg en ganske lige kamp, hvor gæstgiverne var ret dygtige med bolden, mens vi kæmpede bravt for at komme “ind i kampen”. For det så ikke specielt godt ud i regnen. Det gode spil fra de seneste kampe havde vi svært ved at finde frem, men dog var vi farlige på hurtige omstillinger.

Til sæsonens anden sidste kamp havde vi syv afbud og skader, hvor de sidste to tikkede ind aftenen før og om morgenen, men i GGIF er vi begunstiget med mange dygtige spillere i U19-afdelingen, og dem fik vi brug for, da andetholdet havde spillet om torsdagen, og derfor kunne der ikke hentes spillere dér. Joakim Kirkegaard og Sebastian Svejstrup blev dermed nye i truppen, ligesom der var comeback til unge Patrick Lauridsen, der desværre har været ude med en skade i en stor del af sæsonen. Comeback var der også til Jonas Bolding Lund, der efter en længere udlandsrejse overtog positionen i midterforsvaret fra kaptajn Bagger, der for en sjælden gang ikke var disponibel. Vikarierende kaptajn var Morten “Blæs” Hedegaard Pedersen, der igen spillede bundsolid kamp.

Fra anden halvlegs start ankom holdets topscorer, Kenni Jensen, der først kunne møde til de sidste 45 minutter, da han havde lukkevagt i cykelbutikken. Og det gjorde bestemt noget godt, for Christoffer Høgedal fandt det kreative spil frem, og Kenni Jensen træfsikkerheden. Høgedel viste sine insisterende driblinger og gjorde ondt på Tjæreborgs forsvar, der slet ikke kunne styre en sprudlende Høge. Første målgivende aktion var i venstre side, hvor Høge lavede en perfekt stikning til topscoreren, der resolut med venstrefoden sparkede bolden ind ved foden af stolpen. Anden aktion blev en besnærende dribletur gennem tre-fire grønklædte der slutteligt resulterede i et selvmål, da Høge sparkede hårdt ind på modstanderen. Slutteligt lavede Høge en fantastisk vending med bolden, der nærmest snød alle med- og modspillere, men ikke Kenni Jensen, der lavede sin anden scoring og kampens tredje. Lukket og slukket i Tjæreborg. Kampens spiller blev fortjent Christoffer Høgedal – læser du med Simon Kirk Madsen?

Sæsonen sidste kamp spilles lørdag kl. 13.30, hvor vi tager imod Spangsbjerg. Det har ind til nu været en mere end godkendt sæson, og alt efter resultatet i Vardes sene søndagskamp i Blåbjerg, så kan der være noget på spil i sidste match.