Bruno har 40 års jubilæum på tirsdag

Foto: René Lind Gammelmark

Tirsdag d. 17 juli er det 40 år siden Bruno Jochumsen, som 17-årig startede som bankelev i Varde Bank (nu Sydbank) i Ølgod.  Det lå ikke i kortene, at Bruno skulle være bankmand, for han er født i og opvokset på en gård mellem Outrup og Henne. Bruno er den mellemste i en søskendeflok på 3, og som ældste søn havde mange nok en forventning om, at han skulle overtage og videreføre fødegåden. Men sådan var det ikke i Brunos tilfælde. Tværtimod opfordrede Brunos far selv sine til børn til at kvitte landbruget og søge job i en bank, og sådan blev det. Storesøster Ketty har også 40 års jubilæum denne somme, blot i Nr. Nebel Sparekasse og Brunos lillebror Ivan er Filialdirektør i Nordea i Esbjerg.

Bruno har skiftet bopæl 5 gange og kone en gang inden for de seneste 40 år, men han har holdt fast i samme bank. Det vidner om, at Bruno har været glad for sit job og Sydbank, som en rigtig god arbejdsplads. Vi kommer ikke sovende til vores løn og resultater, og alt er forandret, siden jeg startede som bankelev for 40 år siden, siger Bruno, mens han giver gode gamle Darwin ret i citatet: ”Det er ikke den stærkeste art, der overlever, ej heller den mest intelligente, men den som er mest forandringsvillig. ”

Bruno har i karrieren arbejdet i flere end 10 forskellige filialer af Sydbank. Flest år er det dog blevet til i Grindsted, som Bruno kom til for 27 år siden, i 1991. I løbet af hans første 17 år i Grindsted var der udskiftning på direktørposten 6 gange, og hver gang tager det tid at få ”opdraget” en ny chef, så da jobbet som frontfigur for Sydbank Grindsted igen skulle besættes i 2008, sagde Bruno ja til udfordringen. Regionsdirektøren prikkede ham på skulderen og sagde,” nu er det din tur Bruno”.    

 

HVOR ER PENGENE:
Ved et jubilæum er det naturligt at kigge lidt tilbage på sjove oplevelser. Bruno kommer hurtigt til at tænke på en vinterdag i starten af 80’erne. På det tidspunkt arbejdede han som ferieafløser for filialchefen i Vejrup, der var en filial af hovedkontoret i Esbjerg. Efter lukketid ved 19 tiden, skulle Bruno derfor køre dagens bilag og kassebeholdningen til Kongensgade i Esbjerg, hvor administrationschefen sad og ventede på at kunne låse pengene inde i den store boks i kælderen. Det var en vinteraften med masser af sne, og i et sving gik det galt for den unge bankassistent. Bilen skred ud i grøften, og der lå han med kassebeholdningen på et par hundrede tusinde på bagsædet. Heldigvis kom en landmand forbi på sin traktor, og han tilbød Bruno et lift hjem til sin gård, hvor Bruno kunne ringe til administrationschefen for at fortælle om sit uheld og forsinkelse. Det var alt sammen før mobiltelefonens tid. Bruno stod bag på traktoren med banktasken og kassebeholdningen i den ene hånd, mens han klamrende sig fast med den anden.

Da Bruno fik ringet op til Hovedsædet i Esbjerg og fik forklaret situationen, lød første spørgsmål ikke, er DU kommet til noget til, men HVOR ER PENGENE ?. Bruno fik også ringet til sine forældre, som trodsede snevejret helt fra Outrup og kørte Bruno og de to hundrede tusinde til Esbjerg. Så alt endte godt.

DET BEDSTE VED JUL
Når Bruno cykler hjem fra banken er det ofte med popmusik i ørerne. Hjemme på Dalsøvej sætter han sig ved sit keyboard, og så får tanker og toner frit løb. Det er gennem årene blevet til en række nye melodier og tekster. Indtil nu er det kun julesange, som Bruno har fået indspillet af professionelle musikere med Ronnie Flyvbjerg Olesen som primusmotor, men andre sange om årstidernes gang og kærlighed ligger klar til blive udgivet.

Foto: René Lind Gammelmark

Privatfoto