Tilmeld dig til årets Bike & Run Stafet i Grindsted

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Så er det med at finde superholdet sammen med dine kollegaer, familie, venner eller naboer på vejen. I skal mødes og dyste mod andre glade motionister!
Sæt derfor kryds i kalenderen torsdag den 30. august 2018 – når Bike & Run Stafetten igen rammer Grindsted i forbindelse med Festugen.

Alle kan være med i Bike & Run Stafetten. Stærke motionister og nybegyndere kan danne hold sammen. Det samme kan løbeentusiasten og begyndermotionisten, der foretrækker at cykle. Der er plads til både racercykler og bedstemorcykler, luntere og hurtigløbere.

Et hold består som udgangspunkt af 5 personer. Det er dog muligt at stille med færre deltagere på holdet – minimum 3 personer.

Sted og ruter
Der er start og målområde på Torvet. Løberuten (2 x 2,5 km) foregår ad Vestergade, Smutten forbi sygehuset til Bakkehuset, rundt om søerne på engen til Engvej/Granvej, op til Netto og rundt om Nørre Torv og tilbage til Torvet.

Cykelturen (13,6 km) er via Borgergade til Apoteket, Banegårdsvej, Skolegade til Nørregade, Tronsø Parkvej til Vestre Ringvej hvor ruten går ud forbi Nollund og tilbage til målområdet ad samme rute.

Møde- og starttid
Startnummer og information udleveres i informationsteltet på Nørretorv, fra kl. 15.30. Løbet starter kl. 17.00 med første deltager (en løber) for hvert hold.

Pris
Kr. 545,- pr. hold.  Tilmelding kan ske her:Tilmelding på bikeandrun.nu