Grindsted GIF vandt over Tjæreborg IF i sæsonens første kamp

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

I lørdagens fodboldkamp på Grindsted Stadion fik Grindsted mål efter 33 minutters spilletid.

Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen.

33.: 1-0, Christian Hansen, ass. Kevin Rajakumar

Kampens spiller: Christian Hansen

Spillere
Emil Boes
Morten Hedegaard Pedersen
Sebastian Øhlenschlæger
Mads Mahler Johannesen
Kevin Rajakumar
Jesper Schmidt
Christian Hansen
Christoffer Wutborg
Jonas Bolding
Kasper “Kalle” Knudsen
Kenni Jensen
Patrick Lauridsen
Marc V. Christiansen
Sebastian Svejstrup

Optimal start på sæsonen
Forud for opgøret i sæsonåbneren på Grindsted Stadion mod Tjæreborg IF talte jeg kort med modstanderens træner, hvor både han og jeg var ret store spørgsmålstegn inden kampen, for den meget korte optakt til sæsonen giver ikke samme grundige forberedelse som op til forårssæsonen. I foråret vandt vi begge kampe mod Tjæreborg, men i det første opgør var det måske ikke ovenud fortjent, så Tjæreborg var klar på at revanchere sig. 

Og Tjæreborg lagde bestemt godt ud, og spillerne bevægede sig i højt tempo for hinanden og med boldsikkerhed. Initiativet lå hos gæsterne. Vi skulle lige finde fodfæste efter en lidt famlende indledning. Men vi får efterhånden udmærket samling på kæderne, trods fortsatte udfordringer i mellemrummene, hvor forsvar og midtbane ikke helt fik afstemt afstand. Men vi arbejdede hårdt og koncentreret, og efter ca. et kvarter har vi vores første store chance, da Christian Hansen sender et kraftfuldt hovedstød på overliggeren. Farlige Christian Hansen ser vi heldigvis mere til godt et kvarter senere, hvor Kevin Rajakumar sender en flot diagonal afsted, og vores stærke sønderjyde flugter læderet op i hjørnet uden chance for målmanden. I pausen taler vi om et par enkelte ting, som kan forbedre opspillet, og vi forbereder os på at være klar til at modstå modstanderens bevægelighed. 

Oplevelsen blev en ganske anden. Tjæreborg kom ikke frem, og lignede lidt et hold, der havde brugt det meste af energien i første halvleg. Tempoet daler lidt, og vi har endog noget mere kontrol end tidligere i opgøret. Det største pres oplever vi i slutfasen, hvor Tjæreborg har fem hjørnespark i træk, og det føltes som lidt af belejring af feltet. Men alt i alt har vi overtaget i anden halvleg, som burde have resulteret i en scoring mere til os, men vi brænder bl.a. en kæmpe chance helt fri foran kassen. Måske vi bare gemmer det til næste kamp.

I sommerpausen har vi desværre sagt farvel til en række dygtige spillere på førsteholdet. Spillere der alle havde en stor betydning for vores flotte forår, der resulterede i en overraskende andenplads. Til gengæld råder vi nu over en stor flok førsteårs, hvor en del af dem allerede i foråret fik en rolle på Grindsted førstehold. Hele fem teenagere var en del af truppen lørdag eftermiddag, ligesom hjemvendte Emil Boes og Marc V. Christiansen figurerede blandt de 14 på holdkortet. Christian Hansen blev af holdet kåret til kampens bedste, mens Jonas Bolding fulgte ham til dørs i stemmeregnskabet. Jonas Bolding spillede en særdeles solid kamp, og viste stor styrke i de perioder, hvor vi kæmpede allermest med at hænge sammen. Indsatsen lover godt mod næste kamp, hvor Bolding sikkert går forrest i kampen mod kammeraterne fra hjembyen Billund. Det bliver en særdeles svær kamp på udebane onsdag kl. 18.30, hvor Billund ind til videre er i gang med deres himmelflugt i tabellen.