Lørdag den 8. september Esbjerg IF92 – Grindsted 0-0
Kampens spiller: Kevin “Keegan” Rajakumar
Træner Christian Thorne har lavet nedenstående referat fra kampen.
Her et døgn efter kampen mod Esbjerg IF92 sidder jeg i bussen med 9. klasse fra Grindsted Privatskole, der de næste dage skal guides rundt i Berlin. Med i bussen er heldigvis også to fantastiske kolleger, der begge besidder endog noget bedre tysk-kundskaber end jeg. Den ene kollegas interesse i fodbold koncentrerer sig om sønnikes påbegyndte karriere i GGIF, mens den anden – Sune “Sæbehandske” Nissen – står på mål i danmarksserien for Varde IF. Så der bliver talt lidt fodbold. Vi har ikke så meget at lade hinanden høre for. Sæbehandske har dog prøvet at tabe en kamp i efteråret, tsk tsk… men det er nu alligevel lidt svært at starte venskabelige drillerier, for resten af kampene er vundet, og derfor ligger Varde IF på en flot førsteplads.
Vi har faktisk endnu ikke tabt en fodboldkamp i efteråret, men til gengæld har vi lige præsteret “fire på stribe” i uafgjorte og én sejr i første runde. Så selvom vi kan smykke os med titel som “ubesejrede”, så tikker der ikke ret mange point ind på kontoen.
Kampen mod Esbjerg IF92 var imødeset med stor respekt for deres præstationer… 3 kampe, 7 point og en frygtindgydende målscore på 12 – 3.
Men vi har i øjeblikket ret stor tiltro til egne evner at spille kompakt og gøre det svært for vore modstandere at komme igennem, så vi gik på banen med en forventning om at kunne gøre det godt på udebanen i Skibhøj. Vi har endnu nogle mangler på den sidste tredjedel af banen, men til gengæld er vi blevet betydeligt bedre med bold, og det skyldes især et godt samarbejde mellem de offensive kræfter og den centrale midtbane, ligesom forsvarskæden formår at skabe ro i boldomgangen.
Dette viste sig både i seneste kamp mod Spangesbjerg IF og igen i gårsdagens opgør. Set over hele kampen var vi det bedste hold, og selvom det var et ret chancefattigt opgør, så havde vi mulighederne for at tage sejren. Vi har tidligere haft store vanskeligheder ved at spille i undertal, og i kampen måtte vi igen spille 10 mod 11 i to perioder.
I slutningen af første halvleg måtte Kasper “Kalle” Knudsen køle af efter en unødvendig tackling, og igen efter ca. et kvarter af anden halvleg havde vi en mand for meget på bænken, da vores kontante kaptajn Morten Hedegaard Petersen fik gult. I begge perioder kan vi faktisk ikke umiddelbart se, at vi er i undertal, men sådanne perioder kræver lidt ekstra meter af alle, og så kunne vi heller ikke lægge det helt store pres på modstanderen. Det gør vi i den sidste fjerdedel af kampen, og vi tættere på at afgøre kampen end IF92 – men det ender igen i en på mange måder skuffende pointdeler. Skuffende fordi vi bestemt kunne have taget sejren. Det må vi så gøre næste gang, hvor vi efter to udekampe er tilbage på Grindsted Stadion. Kampen mod IF92 var i øvrigt et gensyn med en gammel GGIF’er, da Morten Dahl Nielsen – der normalt er træner for serie 4 – tog sig af venstre flanke og i øvrigt leverede en solid indsats. Og han er en sej gut, min gode trænermakker. Kort før slut løber han ud til sidelinjen, da en finger måske er brækket. Jeg er klar med en udskifter, men Morten beder blot lige om et stykke tape…så er dét ordnet. Morten er en hårdfør og rutineret mand, der er mere end dobbelt så gammel som Kristian Uhre Uhd, der i en alder af blot 16 år fik sin debut. Endnu en spiller fra vores talentfulde U19-hold har fået en kamp på Grindsteds bedste mandskab. Og Kristian leverede varen med en energisk indsats og dygtighed med bold. Ham kommer vi bestemt til at se mere til i fremtiden.
Og nærmest fremtid er lørdag 15/9 kl. 16.00, hvor Grindsted Stadion danner rammen for opgøret mod Rødding IF, det tog en solid sejr over Spangsbjerg IF. Det bliver giftigt… begge hold har brug for tre point.