Referat fra kampen skrevet af GGIF
Lørdag var 2. div herrer en tur i Faaborg for at spille deres 2. turneringskamp i år. Sidste uge tabte GGIF til SUS Nyborg efter en dårlig præstation i første halvleg, og kampen var derfor en kærkommen mulighed for at forsøge at levere en bedre kamp. Modstanderholdet fra Faaborg havde samtidig også tabt deres første kamp til Kolding HK, og det var derfor to mandskaber, som havde deres første to point til gode.
Kampen startede også helt tæt og var helt lige indtil 6-6. Herefter satte Faaborg sig på kampen, og fik skudt hul på GGIFs normalt solide forsvar og målmand. Samtidig viste Faaborg stor kynisme og straffede alle GGIFs fejl på kontra. Faaborg kunne derfor gå til pause foran 17-11.
I anden halvleg fik GGIF alle muligheder for at komme tilbage i kampen, efter at Faaborg fik to 2-minutters udvisning, men skarpheden i overtalsspillet manglede. GGIF hang på gennem hele halvlegen, men hver gang, at de begyndte at nærme sig Faaborg føring, så formåede Faaborg at finde nye løsninger, og deres sejr, var derfor aldrig rigtig for alvor i fare. Faaborg vandt derfor fortjent kampen 29-24.
GGIF står derfor efter de to første kampe med 0 point. De to første kampe har været dyre lærepenge, og på nuværende tidspunkt er GGIF et stykke efter topholdene i rækken.
I næste weekenden er der muligheder for at komme på måltavlen, når KIF 2 kommer på besøg. Da Lynghallen er optaget, spilles kampen LØRDAG kl. 16.30 i Magion. Der spilles på opvisningsbanen, så vi håber, at rigtig mange kommer forbi, og hjælper herrerene i deres jagt på sæsonens første 2 point. Vi får brug for alt den opbakning, som vi kan få!
Målscorer: Emil Larsen 7 mål, Daniel Jørgensen 6 mål, Jacob Pedersen og Nikolaj Svalatog 4 mål, Thomas Theilgaard 2 mål og Nicklas Bjørn 1 mål.