Grindsted vandt over Næsbjerg

Foto: René Lind Gammelmark

Lørdag spillede Grindsted GIF herre serie 2 fodboldkamp mod Næsbjerg RUI i Næsbjerg.

Kampen endte med en 3-0 Sejr til Grindsted.

20.: 0-1, Patrick Lauridsen (ass. Kenni Jensen)

59.: 0-2, Jesper Schmidt (ass. Patrick Lauridsen)

86.: 0-3, Patrick Lauridsen (str. mod Kristian Uhre Uhd)

Kampens spiller: Patrick Lauridsen

Holdopstillingen:
Emil Boes Larsen
Morten Hedegaard Pedersen
Mads Mahler Johannesen
Sebastian Øhlenschlæger
Christoffer Wutborg
Jonas Bolding Lund
Kasper “Kalle” Knudsen
Patrick Lauridsen
Simon Poulsen
Jesper Schmidt
Kenni Jensen
Kevin Rajakumar
Kristian Uhre Uhd
Anders Schytt Thorøe

Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen

Man skal rejse sig ved det træ, hvor man er faldet
Efter seneste rundes smertefulde nederlag måtte vi genopfinde os selv på udebanen i Næsbjerg. Træning og snak er skridt på vejen tilbage, men kun én ting kan gøre det, og det er at levere på banen. Og spillerne leverede en stærk kollektiv indsats, hvor også individets initiativ blev udslagsgivende personificeret i kampens spiller Patrick Lauridsen, der arbejdede stenhårdt fra felt til felt, og Patrick var som hvirvelvind af skizofreni… i det ene øjeblik kontant afrydder på midtbanen, i det næste insisterende kreatør og farlig afslutter. Bestemt en flot kamp af vores unge midtbanespiller. Og Patrick var på en varm løvfaldssommerdag en del af en tålmodig flok, der vendte “back to basic”. Når man tager mange skridt frem, så kan det også betyde, at man lige må tage et par skridt retur igen for atter at kunne bevæge sig fremad. Og vi forsøger stadig at blive bedre på flere parametre, og udviklingspotentiale er der heldigvis på vort unge hold.

Vi vinder med de sikre cifre 3-0, men det skal retfærdigvis fortælles, at Næsbjerg bestemt også har sine muligheder i kampen, men et par himmelflugtere og især en stærk Emil Boes Larsen i målet gjorde forskellen. I den anden ende blev der heldigvis også skabt en del muligheder, og specielt i anden halvleg havde vi rigeligt med chancer. Her må man godt fremhæve vores scoring til 2-0, hvor landmand Jesper Schmidt pløjede gennem forsvaret og elegant serverede en “skrå bold” til hvirvelvinden, der scorede sikkert. Lidt af en perle i samlingen af flotte mål.

Resultatet betyder i første omgang, at Næsbjerg ikke kan komme forbi os i tabellen, og dermed har vi lagt billet ind til endnu en sæson i serie 2. I anden omgang har det vist sig, at de øvrige resultater igen har åbnet vores meget tætte pulje. Topholdet fra Spangsbjerg fik en ordentlig snitter hos Esbjerg IF92, mens Billund IF faldt sammen – eller blev bortdømt – mod Rødding, der noget bemærkelsesværdigt har scoret hele 12 mål mod netop Billund (vi havde blot scoret 11 i alt inden denne runde), der trods en særdeles stærkt trup svinger voldsomt i niveau, og måske dermed har spillet sig ud af topkampen, hvor Spangsbjerg og Tjæreborg holder sig til. Og netop Spangbjerg er næste svære opgave, som skal løses på Grindsted Stadion lørdag kl. 16.00. En sejr her kan betyde, at de sidste to runder kan blive rigtig sjove. Vi må gøre vort bedste. Igen.