Køb børnenes u-landskalender 2018 på biblioteket

Foto: Pixabay.com

Som noget særligt i år kan du købe Børnenes U-landskalender på to af kommunens biblioteker.

Børnenes U-landskalender indeholder både en julekalender, som knytter sig til DR1´s julekalender, Theo og Den Magiske Talisman, og til julekalenderen på Ramasjang, Selmas Saga.

Lågekalenderne kan købes i en samlet pakke i MAGION Biblioteket og på Billund Bibliotek i den betjente åbningstid. Prisen er 45,- kr.

DR og Danida har siden 1962 samarbejdet om Børnenes U-landskalender, som både handler om julehygge, om at få ny viden om børn rundt omkring i verden og om at give økonomisk hjælp til udsatte børn.

Overskuddet fra salget af U-landskalenderen går i år til Dansk Flygtningehjælp og deres arbejde i Jordan, Libanon og Tyrkiet, hvor organisationen hjælper syriske flygtningebørn til at få en så normal hverdag som muligt med skolegang, aktiviteter i fritiden og mulighed for at lege i trygge rammer. Millioner af syrere er flygtet til Syriens nabolande, og pengene fra salget af U-landskalenderen går bl.a. til lektiehjælp og fritidsaktiviteter, så børnene får en god start på livet i deres nye land.

Bodil El Jørgensen har skrevet årets bog til Børnenes U-landskalender, Månestenen, som kan lånes på bibliotekerne i løbet af november. Bogen handler om pigen, Nour, og hendes familie, som bor i hovedstaden, Amman. Familien har hårdt brug for hjælp, særligt storesøsteren Asma. Nour ved ikke, hvad hun skal gøre, men måske kan den lykkesten, hun fik af sin bedstemor i Syrien, hjælpe. Bodil El Jørgensens historie er inspireret af det liv, syriske flygtninge i Jordan lever.

I forbindelse med lanceringen af Børnenes U-landskalender 2018 er der åbnet en hjemmeside på www.u-landskalender.dk, hvor du bl.a. finder Månestenen, DR´s programmer, som knytter sig til U-landskalenderen og meget andet skriver Billund Kommunes Museer i en pressemeddelelse.

 

I december måned kan man opleve mini-udstillinger på de to biblioteker med rekvisitter fra DR julekalenderudstillingen, som vises på Museumscenter Karensminde.