GGIF Gymnastik er blevet en velkomstforening

Foto: DGI

Grindsted IF Gymnastik vil være med til at gøre Danmark til verdensmestre i velkomster.

I Danmark er vi de dårligste blandt 65 målte lande, når det kommer til at byde velkommen. Det skal der laves om på.

Netop nu skyder Velkomstforeninger op landet over: Idrætsforeninger, der gerne vil gøre noget særligt for, at nye medlemmer føler sig godt taget imod – særligt de, der kommer fra en anden kultur og ikke taler dansk.  Og det er der brug for. Danmark er nemlig absolut bundskraber i en international undersøgelse af, hvor velkomne tilflyttere føler sig.

Grindsted IF Gymnastik er en velkomstforening
Det er ofte de små ting, der afgør, hvordan du oplever at være ny i et fællesskab: Om de andre er opmærksomme på dig. Om det er tydeligt, hvem du skal henvende dig til, så du ikke føler at du går og flagrer. Om der er en, der siger tak for i dag og spørger, om du kommer igen næste gang.

I Grindsted er Grindsted IF Gymnastik blandt de nye velkomstforeninger, som vil gøre en ekstra indsats for nye medlemmer. Og det sker på mange forskellige fronter i foreningen.

Nogle hold afholder hvert år velkomstmøder i starten af sæsonen, så alle er helt med på sæsonens forløb og de forskellige krav til forældre og gymnaster. I forhold til den økonomiske del af et medlemskab, så har kasseren sat sig nøje ind i reglerne for fx integrationspuljen, og hjælper løbende med at søge økonomisk støtte til medlemmer.

Derudover har foreningen også et hold for unge/voksne med særlige behov, hvor instruktøren virkelig forstår at tackle denne gruppe og få dem til at være trygge og aktive.

Danmark ligger helt i bund
En international undersøgelse viser, at Danmark er nr. 65 ud af 65 målte lande, når man ser på, hvordan udlændinge, der skal bo og arbejde i landet, oplever at blive budt velkommen og få nye venner.

Det er ikke bare ærgerligt for de mennesker, der møder et indesluttet land. Det koster også kroner og ører for samfundet. Dette budskab har samlet en række af de største organisationer og virksomheder i Danmark i Velkomstalliancen. En alliance, der vil forene, forstærke og udbrede gode velkomster på arbejdsmarkedet, i nabolaget, i skolen og i foreningslivet.

For Charlotte Bach Thomassen, næstformand i DGI, er målet klart: ”I DGI vil vi bidrage til varme velkomster. Vi ønsker, at også nyankomne skal opleve at blive en del af foreningslivet. Idrætsforeninger er fællesskaber med plads til for alle. Derfor er det vigtigt, at du som barn og voksen bliver budt velkommen til at deltage på eller udenfor banen, uanset hvor i verden du kommer fra” skriver DGI og Grindsted IF Gymnastik i en pressemeddelelse.