Nyt biogasanlæg på vej til Grindsted

PR-Foto

Nyt biogasanlæg styrker Billund Kommunes globale position på miljøområdet.

Et af Danmarks største biogasanlæg kommer snart til at sætte endnu en tyk, grøn streg under Billund Kommunes førerposition på miljøområdet. Billund Biogas bliver navnet på det nye anlæg, der placeres som nabo til Billund BioRefinery ved Grindsted Landevej.

Her får det nye biogasanlæg en optimal placering og en række synergier med naboen
– både når det gælder drift, udnyttelse af kapacitet og ressourcer samt håndtering af den store faglige interesse, der ventes fra både nationale og globale gæster. Næste fase er nu politisk behandling af projektet, hvor lokalplanen for grunden allerede er på plads.

“Hos Combigas har vi gennem årene udviklet, bygget og drevet biogasanlæg i Danmark, Tyskland, Irland, England, Frankrig og Sydafrika, og vi har stor ekspertise i moderne, effektive og lugtfri anlæg,” siger bestyrelsesformand Kent Skaanning fra Combigas.

“Beliggenheden er helt perfekt i forhold til synergier på udvikling og drift samt muligheden for at fremvise anlægget sammen med Billund BioRefinery. Det er oplagt at tage et skridt videre i udviklingen og kunne vise hele verden, hvordan ressourcerne kan genanvendes for både affald, spildevand og gylle.”

Biomassen til Billund Biogas skal leveres fra landbrug og industri, og der projekteres til en kapacitet på 550.000 ton årligt. Med fuld udnyttelse kan der årligt produceres 29 mio. kbm naturgas, så anlægget bliver blandt de allerstørste i landet. Det opføres på en syv hektar stor grund lige nord for Billund BioRefinery, der ejes af Billund Vand & Energi A/S, og der bliver fælles indkørsel fra Grindsted Landevej.

“Billund Biogas giver nogle helt oplagte synergier, som vil komme vores kunder til gode i form af endnu mere effektiv drift. Det er oplagt, at vi laver nogle samarbejder, så vi f.eks. udnytter vores kapacitet fuldt ud,” siger adm. direktør Ole P. Johnsen, Billund Vand & Energi.

“Vi har pladsen til anlægget lige ved siden af, og der foreligger en lokalplan for grunden, som er omkranset af læhegn og ligger langt fra beboelse. Og så har vi i forvejen en stor strøm af internationale gæster, som nu får endnu en god grund til at komme og se moderne miljøteknologi i Billund Kommune.”

Der er planlagt en hurtig byggeproces, så Billund Biogas gerne skulle være klar til indvielse ved udgangen af 2020 skriver Combigas i en pressemeddelelse.

PR-Foto (Det er denne mark ved siden af Biolund BioRefinery der skal bygges et kæmpe biogasanlæg på).

Fakta om Billund Biogas

  • Et af Danmarks største biogasanlæg, Billund Biogas, opføres som nabo til Billund BioRefinery på Grindsted Landevej, lidt vest for Grindsted
  • Anlægget udvikles og opføres af selskabet Combigas, som har udviklet, bygget og drevet en række biogasanlæg i bl.a. Danmark, Kina og Sydafrika
  • Billund Biogas opføres på en syv hektar grund, der ejes af Billund Vand & Energi, og ligger lige nord for Billund BioRefinery, hvor lokalplan nr. 83 allerede er vedtaget.
  • Anlægget projekteres til at modtage 550.000 ton biomasse årligt, primært fra landbrug i form af f.eks. gylle og dybstrøelse samt fra industri
  • Billund Biogas og Billund BioRefinery får fælles indkørsel fra Grindsted Landevej, hvor trafikken forventes at stige med 0,7 – 0,9 pct.
  • Anlægget kan med fuld udnyttelse producere 29 mio. kbm naturgas hvert år, hvilket svarer til et reduktion i CO2-udslip på ca. 58.000 ton excl. transport
  • Billund Biogas vil have oplagte synergier med Billund BioRefinery på både drift, udvikling og fremvisning af moderne miljøteknologi til gavn for dansk eksport
  • De endelige ejerforhold for Billund Biogas – herunder eventuelle lokale landmænd som medejere – afklares senere i processen, når der er valgt finansieringsform

Tidsplanen opererer med en hurtig byggeproces, så det store anlæg forventes at stå færdigt i november 2020 med opstart af produktionen ultimo 2020