Advokater holder foredrag om fremtidsfuldmagt og testamente

PR-Foto

Er det nødvendigt med en fremtidsfuldmagt eller et testamente?
Mange synes, at det er ubehageligt at tænke på, at livet en dag er slut, eller at man en dag ikke er ligeså frisk som nu. Ikke desto mindre kan det anbefales at tage stilling – for både sin egen og de efterladtes skyld.

Med et testamente kan du være med til at bestemme, hvordan dine nærmeste skal sikres, når du ikke er her længere. En fremtidsfuldmagt giver dig til gengæld mulighed for at bestemme, hvem der skal træffe beslutninger på dine vegne, hvis du mister evnen til selv at gøre det, for eksempel på grund af demens, en anden sygdom eller en ulykke.

Fremtidsfuldmagten giver dig tryghed
Med en fremtidsfuldmagt får du mulighed for at bestemme, hvem der skal træffe beslutninger på dine vegne, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til det. Det gælder både i forhold til dine personlige forhold og i forhold til dine økonomiske forhold, og det behøver ikke være den samme person.

– Det er naturligvis aldrig sjovt at tænke på, at man en dag er mindre frisk end nu, men vi oplever, at dem der får oprettet en fremtidsfuldmagt går fra mødet med en ro, fordi de nu har taget stilling til, hvem der skal varetage deres personlige og økonomiske forhold, og derfor kan ”parkere” tankerne om det og i stedet koncentrere sig om at nyde livet, siger advokat Signe W. Horstmann og tilføjer

– Noget af dét, der er med til at give ro er, at man med en fremtidsfuldmagt kan sørge for, at ens ægtefælle får handlefrihed i forhold til for eksempel salg af boligen, selvom man ikke er i stand til selv at skrive under på salget, ligesom det giver også en stor tryghed at vide, at man selv har udpeget den, der skal varetage ens personlige forhold, som f.eks. valg om plejehjem, tilkøb af ekstra pleje osv.

Med et testamente kan du selv være med til at bestemme
Med et testamente kan du være med til at bestemme, hvordan dine nærmeste skal sikres, når du ikke er her længere. Nogle af reglerne i arveloven kan du ikke komme udenom, selvom du opretter et testamente, men typisk vil du kunne bestemme over ¾ af, hvad du efterlader dig som arv.

– Et testamente giver blandt andet mening, hvis du lever i et papirløst forhold, da I ikke arver hinanden uden et testamente, uanset hvor mange år I har boet sammen, siger advokat Signe Brodtkorb og tilføjer

– Men der er mange andre tilfælde, hvor et testamente giver mening. Hvis du er gift og I har fælles børn, kan det for eksempel være, at du ønsker at sikre din ægtefælle bedst muligt, så størstedelen af arven først fordeles til børnene, når både du og din ægtefælle er døde. Det kan også være, du ønsker at gøre børnenes arv til særeje, så de ikke skal dele den med deres ægtefælle ved en eventuel skilsmisse, eller at du ønsker at båndlægge børnenes arv, så de først kan få den udbetalt, når de når en vis alder. Det er alt sammen noget, du kun kan bestemme via et testamente.

Kom til foredrag om fremtidsfuldmagt og testamente
Tirsdag d. 22. januar inviterer Penta Advokater til foredrag om fremtidsfuldmagt og testamente fra kl. 17 -18.30 på kontoret i Grindsted. Her vil advokaterne Signe Brodtkorb og Signe W. Horstmann fortælle mere om, hvilke muligheder man har med henholdsvis en fremtidsfuldmagt og et testamente, og der er naturligvis også mulighed for at stille spørgsmål.

PR-Foto

PR-Foto

Tilmelding sker på telefon: 76 10 00 88 eller mail: mail@penta.dk senest søndag d. 20. januar.