DGI Vinterløb i Sdr.Omme den 26. januar

PR-Foto

Sdr. Omme igen vært for DGI vinterløb

DGI’s store vinterløbsserie, Sydvest Crossløb, vender tilbage til Sdr. Omme lørdag 26. januar.

Det er Sdr. Omme IF Atletik og Motion der – sammen med DGI Sydvest og Bevæg dig for livet – står bag motionsløbet, der forventes at trække op mod 500 deltagere til byen. Løbet i Sdr. Omme er 6. ud af i alt 9 afdelinger, der afvikles fra oktober til marts i bl.a. Esbjerg, Varde, Ribe, Nr. Nebel og Billund.

Familievenlig motion
Crossløb er sjovt og udfordrende løb, der med garanti får pulsen op hos hele familien. Modsat de traditionelle motionsløb på asfalt, så foregår crossløb ofte på afvekslende ruter i skove, parker, på græs og små stier.

Sydvest Crossløb-serien er et meget socialt og familievenligt løb, hvor alle er gode til at vise hensyn til hinanden. Hvis man ikke løber ligeså hurtigt som sine børn, møder man dem flere gange undervejs på den ca. 2,5 km lange tilskuervenlige rute, som gennemføres enten én, to eller tre gange.

Alle kan være med
Løbet i Sdr. Omme er åbent for alle, uanset alder og niveau – og du behøver ikke være med i en løbeklub for at deltage.

Børn op til 10 år deltager gratis (kræver dog tilmelding) og alle børn op til 17 år får en flot medalje med hjem. Efter løbet er der mulighed for at købe kaffe, varm kakao og kage i Sdr. Omme Multicenter.

Sydvest Crossløb afholdes lørdag 26. januar kl. 11.00 med start og mål på Sdr. Omme Stadion. Online tilmelding er åben nu på teamsoif.dk/sydvest-crossloeb eller via Facebook “Sydvest Crossløb”. Eftertilmelding er også mulig på dagen mod ekstra gebyr skriver Sdr. Omme IF Atletik og Motion i en pressemeddelelse.