På denne tid af året kan man af og til høre eller være med til at synge Jeppe Aakjærs ”Sneflokke kommer vrimlende”. I teksten forekommer en ”fætter” ved navn Kjørmes Knud, og hvis du undrer dig over, hvem han er, så kan du få svaret den 2. februar kl. 19 i Grindsted Kirke. Da afholdes der en andagt med sang, musik og masser af lys som en markering af Kyndelmisse, som netop er 2. februar.
I tidligere tid var Kyndelmisse en markering af Maria Renselsesfest, – hun skulle fremstilles i templet 40 dage efter Jesu fødsel. Samtidig var det en messe, hvor man i kirken velsignede årets kerter, altså de lys, der var blevet fremstillet til brug i den mørke tid. Navnet Kyndelmisse er således kerte-messe, eller Kermesse eller på godt jysk, ”Kjørmes”. Knud angiver det ”knudepunkt” eller vendepunkt på året, hvor man regnede vinteren for halvt overstået. Man skulle således ved Kyndelmisse stadig have halvdelen af foderet til dyrene tilbage rundt på gårdene. Bemærk, at dette ikke har noget med Solhverv at gøre. Solhverv markeres jo ved årets korteste dag omkring 21. december, hvor dagene rent ”kalendermæssigt” begynder at blive længere, men erfaringen fortæller os, at vinteren med dens kulde og frost kører sit eget løb.
De to lokale ”sangmagere”, Keld Telén og Niels Green-Hansen har skrevet kyndelmisse-messen, som sidst kunne opleves for to år siden. Atter i år er det VOKALIAS under Stig Møllers ledelse, som fremfører de mange sange, hvoraf to er fællessalmer, og det er sognepræst og provst Anna Marie Erbs, der læser de tilhørende bibelcitater, som alle har afsæt i begrebet ”lys”. Der er således lagt op til en stemningsfuld andagt i kirken, – en markering af, at lyset er hos os, og at foråret ikke er så langt borte skriver Niels Green-Hansen i en pressemeddelelse.