Restaurant Billund sælger ejendom til KIRKBI A/S og baner vej for fremtidige udviklingsplaner på Butikstorvet
Ejerne af Restaurant Billund, Ibrahim og Hasan Yasar, sælger nu deres ejendom på den nordlige del af Butikstorvet, hvor restauranten har til huse. Det er KIRKBI A/S, der har underskrevet købsaftalen.
For familien Yasar er en æra nu forbi. De har ejet og stået i spidsen for Restaurant Billund i mere end 18 år og har samtidig været kendte ansigter i bybilledet.
”Det har længe været planen, at restauranten skulle sælges. Det har bestemt ikke været en nem beslutning for os efter så mange gode år med dygtige kollegaer – og ikke mindst søde og fantastiske gæster. Men det giver min familie og jeg nye muligheder for enten at åbne en ny restaurant eller noget helt andet – det overvejer vi stadig. Vi har dog ikke lige på nuværende tidspunkt planer om at åbne en ny restaurant i Billund”, siger Hasan Yasar, søn og medejer af
Restaurant Billund.
Billund Restaurant åbner dørene for sidste gang allerede på fredag den 15. februar, og her vil familien Yasar og kollegaer invitere kunder, forretningsforbindelser og venner af huset til et afskedsarrangement for at sige tak for opbakningen og de mange år i Billund. Mere information vil følge på Billund Restaurants Facebook-side skriver KIRKBI i en pressemeddelelse.
Salg baner vej for et sammenhængende butikstorv
Hos KIRKBI A/S, som ejer yderligere tre ejendomme på den nordlige del af Butikstorvet, er de glade for, at en aftale nu er indgået med familien Yasar. Det giver KIRKBI en mulighed for at udvide planerne for Butikstorvet til også at gælde den nordlige del.
Steen Pedersen, global ejendomschef i KIRKBI , fortæller: ”Vi er rigtig glade for den aftale, der nu er underskrevet. Det giver os en lejlighed til også at
tænke Billund Byvisions store ambitioner ind på den nordlige del af Butikstorvet. Lige nu er byggeriet af den sydlige del af torvet i fuld gang, og i KIRKBI håber vi på, at vi på sigt kan skabe et sammenhængende butikstorv, som kan bakke op om et attraktivt og levende handelsmiljø og bidrage til at skabe en livlig midtby, som har noget for alle borgerne i Billund”.
Der er på nuværende tidspunkt ingen konkrete planer for en kommende etape to på Butikstorvet. Den sydligste del af Butikstorvet opføres nu og forventes at stå færdigt til efteråret 2020. Denne del af torvet kommer til at rumme i alt seks bygninger med butikker, lejligheder og kontorer samt en grøn bynatur med en forlængelse af Billund Bæk og Byvisionens ’Playline’.
Om KIRKBI A/S
KIRKBI A/S er Kirk Kristiansen familiens holding- og investeringsselskab. Selskabets strategiske aktiviteter
omfatter 75% ejerskab af LEGO Koncernen, 29,7% ejerskab af Merlin Entertainments plc, som blandt andet
driver LEGOLAND parkerne, og investeringer i bæredygtig energi. Selskabets investeringsaktiviteter
omfatter desuden betydelige langsigtede investeringer i virksomheder som ISS A/S og Nilfisk A/S samt
ejendomsinvesteringer i Danmark, Schweiz, Tyskland og Storbritannien. www.KIRKBI.com..