LEGO har igen fremgang

Legoklodser Foto: René Lind Gammelmark

LEGO Koncernen offentliggjorde i dag sit årsregnskab for 2018. Salget til forbrugerne steg tre procent, mens omsætningen steg fire procent til 36,4 mia. kr. i forhold til 35,0 mia. kr. i 2017, målt i lokale valutaer. Fraregnet påvirkning fra fremmed valuta steg omsætningen syv procent i forhold til 2017.

Kombinationen af det øgede salg og et fortsat fokus på investeringer i vækst resulterede i et driftsresultat på 10,8 mia. kr. sammenlignet med 10,4 mia. kr. i 2017 – en stigning på fire procent. Cash-flow fra driftsaktiviteter var fortsat på et højt niveau på 9,8 mia. kr., men faldt dog otte procent i forhold til 10,7 mia. kr. i 2017. Faldet skyldes ændringer i arbejdskapital som følge af den positive udvikling i forretningen.

Niels B. Christiansen, adm. direktør i LEGO Koncernen siger om regnskabet: “Vi havde sat ét mål for 2018: at stabilisere forretningen. Vi er tilfredse med at have nået målet og i tillæg levere moderat vækst både på top- og bundlinje. Vi er især opmuntrede over fremgangen i lyset af de udfordringer, legetøjsbranchen har stået over for, og det faktum at flere detailhandlere – såsom Toys R Us – har måttet lukke i 2018. I kølvandet på forandringerne i markedet har vi yderligere styrket vores partnerskaber med detailhandlen, og vi har fundet nye måder at nå forbrugerne gennem fysiske og digitale salgskanaler. På samme tid har vi øget vores markedsandele i vores største markeder verden rundt og har dermed trodset den generelle udvikling på legetøjsmarkedet.”

Niels B. Christiansen tilføjer: ”Vi vil gerne sige tak til vores medarbejdere verden over. Deres fantastiske indsats igennem hele året og i den travle periode op mod jul sikrede, at vi opnåede det, vi havde planlagt.”

Vækst i alle markedsgrupper
Omsætningen i alle LEGO Koncernens markedsgrupper steg i 2018. I etablerede markeder såsom USA og det vestlige Europa var væksten lav et-cifret, mens omsætningen i Kina, der er et strategisk vækstmarked for virksomheden, steg med to-cifrede vækstrater. Det skete, i takt med at LEGO Koncernen nåede ud i nye byer i Kina og udbyggede sin tilstedeværelse i landet på e-commerce og digitale platforme såvel som i fysiske butikker.

De bedst-sælgende produktlinjer i 2018 var – i vilkårlig rækkefølge – LEGO® City, LEGO® Technic, LEGO® Star WarsTM, LEGO® Friends og LEGO® NINJAGO®. Herudover bidrog LEGO® Harry PotterTM, LEGO® Jurassic WorldTM, LEGO® Classic, LEGO® Creator stærkt til væksten.

I 2018 bød en bred vifte af temaerne i porteføljen på produkter og oplevelser, der tilfører den fysiske leg med LEGO klodser et digitalt lag.

“Vores udfordring hvert år er at skabe oplevelser, der er mere spændende, mere relevante og endnu sjovere end året før. I 2018 var vi glade for modtagelsen af produkterne inden for vores egne temaer såsom LEGO City og LEGO Technic. Vi var også opmuntrede over den positive modtagelse af produkter og oplevelser, der integrerer digital leg, såsom augmented reality appen AR Playgrounds, DUPLO Godstoget, der introducerer kodning for vores alleryngste fans, og LEGO BOOST, der gør robotter og kodning intuitivt og sjovt. Vi vil fortsætte med at investere i både kerneprodukterne og ny teknologi, der kan give den fysiske LEGO klods liv på nye og fantasifulde måder,” siger Niels B. Christiansen.

LEGO Koncernen vil også fortsætte med at investere i vækst i nyere markeder. I Kina accelererer virksomheden sin ekspansion og åbner 80 butikker i 18 byer i 2019 – heriblandt en ny LEGO Flagship Store, der åbnede i Beijing den 22. februar. Koncernen vil derudover yderligere udbygge sin tilstedeværelse i Mellemøsten og Afrika og udforske muligheder i nye markeder, hvor der er en stor og voksende middelklasse – såsom i Indien.


Et positivt aftryk på jorden og samfundet

Igennem 2018 fortsatte LEGO Koncernen med at drive virksomhed i tråd med sit ”Planet Promise” og ambitionen om at efterlade et positivt aftryk på samfundet og den planet, verdens børn kommer til at arve.

I løbet af året introducerede virksomheden de første LEGO elementer fremstillet af plantebaseret plastik og forpligtede sig til at anvende 100 procent bæredygtig emballage i 2025. Koncernen installerede endvidere et af Danmarks største tagmonterede solcelleanlæg i Billund. Solcelleanlægget vil levere halvdelen af energibehovet til LEGO Koncernens nye kontorbygning i Billund. Investeringen er et af mange bidrag, der gør det muligt for LEGO Koncernen fortsat at leve op til sin ambition om at balancere sit globale energiforbrug med 100% bæredygtig energi. 

LEGO kolleger var også med til at bringe leg til børn i udsatte situationer gennem året. Virksomheden organiserede aktiviteter og events gennem året, og stod bag en ”Build to Give” kampagne i perioden op til jul, hvilket samlet set gavnede flere end 840,000 børn i flere end 26 lande.

”Det er et privilegie at arbejde for et brand, der er dybt forankret i sine værdier og agerer i overensstemmelse med sit formål om at skabe et positivt aftryk på samfundet. Det, der motiverer vores kolleger i hele verden, er den rolle, de spiller i at bidrage til, at børn kan lære gennem legen,” siger Niels B. Christiansen.

Finansielle nøgletal for 2018:
• Salget til forbrugerne steg tre procent i 2018 sammenlignet med 2017.
• LEGO Koncernens omsætning steg fire procent til 36,4 mia. kr. Fraregnet valutakursudviklingen steg omsætningen syv procent sammenlignet med 2017.
• Driftsresultatet steg fire procent til 10,8 mia. kr. Nettoresultatet var 8,1 mia. kr. – en stigning på 3,5 procent i forhold til 2017.
• Cash flow fra driftsaktiviteter forblev på et højt niveau på 9,8 mia. kr.
• LEGO Koncernen øgede sin markedsandel på alle kernemarkeder og trodsede udviklingen i legetøjsmarkedet.

 

Legos administrende direktør Niels B. Christiansen – PR-Foto