Gartnerlivet har altid været sagen for Birgit Kjærgaard Møller. Dagen efter hendes sidste eksamen i folkeskolen begyndte hun i lære som gartner, og efter 9-10 år på en lille planteskole kom hun i 1994 til LEGOLAND.
Ansættelsen ved LEGOLAND var med tanken om, at det da måtte være det ypperste. Birgit Kjærgaard Møller ved også, at hun ikke var den eneste om at tænke det. Hun fortæller, hvordan man stadig kan se det i øjnene på folk, der er til samtale den dag i dag. De stråler. Hvad Birgit Kjærgaard Møller måske ikke selv er klar over, er, at hendes egne øjne stråler på samme måde, når hun fortæller om sit gartnerfag. Passionen for gartnerarbejdet fik således Birgit Kjærgaard Møller til uopfordret at søge et job som gartner i LEGOLAND. Resultatet blev et sæsonjob, og nu har hun været blandt klodserne i 25 år.
I løbet af den tid er parken blevet dobbelt så stor, og for Birgit Kjærgaard Møller har mængden af arbejde fulgt med udviklingen. Der er kommet flere gange, der skal fejes, og flere blomster der skal vandes. De sidste par år har den del dog fyldt mindre for den erfarne gartner, da småskavanker har sat en naturlig begrænsning for hende. Det førte også til, at hun, i et par sæsoner for nogle år siden, agerede pauseafløser ved aktiviteterne for at aflaste kroppen lidt. I dag foregår flere af Birgit Kjærgaard Møllers arbejdstimer derfor i kontorstolen end med planteredskaber i hånden. Som en af få uddannede gartnere blandt afdelingens mange tillærte, har hun nemlig en stor del af ansvaret for de mere finurlige og fagspecifikke opgaver. Hun er for eksempel med til at planlægge og stille an til store events og etablere nye aktiviteter i forhold til tematisering, beplantning og indkøb af blomster, hvilket hun nyder i stor grad.
Uden for LEGOLAND er Birgit Kjærgaard Møller et stort ude- og naturmenneske, og det er fritiden og ferierne også præget af. Tiden går ofte med friske vandreture, gymnastiktimer og leg med børnebørnene, så der bliver ikke siddet stille for længe af gangen. Sofaen er da heller ikke den, der bliver slidt mest på, som de ofte siger hjemme på landsstedet ved Give, hvor Birgit Kjærgaard Møller bor sammen med sin mand Peter og en stor håndfuld dyr. Det er der nemlig ikke tid til.
Birgit Kjærgaard Møllers 25-års jubilæum bliver fejret med en åben reception fredag d. 15. marts kl. 11.00 i restaurant Pirate Ship i LEGOLAND.