Lis Sørensen & Pernille Rosendahl gæster MAGION med Danmarks Underholdningsorkester

PR-Foto

MAGION er stolte af at kunne præsentere en i sandhed unik koncert den 22. august. To sangerinder og et orkester med stolte traditioner og store evner.

Det er ikke ofte man ser to af Danmarks mest elskede og toneangivende sangerinder stå sammen på scenen i en konstellation med potentiale til at forene flere generationer i en fælles musikalsk oplevelse.

Det er heller ikke hverdag at kunne præsentere dem akkompagneret af et orkester med en historie og et renommé som det tidligere DRs Underholdnings Orkester, der i dag eksisterer som privat orkester under navnet Danmarks Underholdningsorkester.

”Med Lis Sørensen og Pernille Rosendahl med Danmarks Underholdningsorkester præsenterer vi fænomenal god dansk musik med evnen til at samle hele familien i DJS Arena” – Henrik Steen-Andersen, centerleder i MAGION.

”Koncertdatoen er et resultat af forskellige omstændigheder, men den 22. august er lige før den officielle åbning af Trekantområdets Festuge og festugen her i Grindsted – vi håber koncerten kan være et stærkt afsæt for at få folk i byen efter de kulturelle oplevelser”, uddyber eventmanager Mads Søbye Helbo

Koncerten bliver et gensyn med Lis og Pernilles tid sammen i “Toppen af poppen” – et populært musikprogram fra TV. Koncerten rummer både deres egne numre og fortolkninger af hinandens sange – et uddrag af to musikalske bagkataloger, der sammen spænder over flere generationer.

Koncerten i MAGION er én af – i skrivende stund – tre koncerter med hele pakken bestående af Lis Sørensen, Pernille Rosendahl og Danmarks Underholdningsorkester. 

Se mere på www.magion.dk. Der vil også være mulighed for gennem ticketmaster.dk at købe spisning før koncerten.