Listeriaudbrud forårsaget af koldrøgede fiskeprodukter fra Estland
Importerede, koldrøgede fiskeprodukter er kilden til et langvarigt listeriaudbrud, som siden 2016 har gjort ni syge. Det viser udbrudseftersporing fra Statens Serum Institut, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. Mistænkte koldrøgede fiskeprodukter er nu tilbagekaldt fra to danske butikskæder.
Et langvarigt listeriaudbrud er blevet opklaret af Statens Serum Institut (SSI), Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. Sygdomsudbruddet omfatter ni personer, der siden 2016 er blevet syge med den samme type listeria, heraf to personer i 2019. Det drejer sig om fire kvinder og fem mænd i alderen 52-90 år.
Alle patienterne i sygdomsudbruddet havde alvorlige sygdomme, som gjorde dem sårbare overfor listeria. På baggrund af interviews med patienter og efter fund af listeria i prøver udtaget hos den danske importør, er smittekilden udpeget til at være koldrøgede ørred- og lakseprodukter produceret i Estland. Produkterne er solgt i Danmark gennem to danske supermarkedskæder; Salling Group og Dagrofa.
Produkterne er nu tilbagekaldt, og Fødevarestyrelsen anbefaler, at de kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor de er købt.
Læs mere om produkterne her:
Tilbagekald af listeria i røget ørred Dagrofa.
Hvilken fødevare:
Blue Ocean røget ørred
Vægt: 200 g
Sidste anvendelsesdato: Alle datoer i perioden fra den 14.03.2019 til og med den 27.03.2019.
Stregkode: 5701410386658
Aut. no. EE 564 EG
Solgt i:
MENY butikker i hele landet
SPAR Ellevej 34, Frederiksværk,
Løvbjerg Randersvej 60, Viborg,
Min købmand Sallingsundsvej 122, Harre,
Min Købmand Trekanten 46, Grenå,
Min Købmand Storegade Krogager 2, Grindsted.
Virksomhed, der tilbagekalder:
Dagrofa aps
Årsag:
Fødevarestyrelsen har fundet Listeria i prøver udtaget af produkter fra samme producent fra Aut.no. EE 564 EG.
Risiko:
Infektion med Listeriabakterier, med mindre produktet er varmebehandlet.
Symptomerne er bl.a. influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og eventuelt mavetarm problemer. Læs mere om listeria: Her
Råd til forbrugere:
Fødevarestyrelsen råder forbrugere, som har købt produktet, til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.
Tilbagekald af listeria i røget ørred Food With You.
Hvilken fødevare:
VORES Koldrøget Røget Ørred
Vægt: 200 g
Sidste anvendelsesdato: Alle datoer
Stregkode: 5711865700893
Aut. no. EE 564 EG
Solgt i:
Bilka/Føtex i hele Danmark
Virksomhed, der tilbagekalder:
Food With You
Årsag:
Fødevarestyrelsen har fundet Listeria i prøver udtaget af produkter fra samme producent fra Aut.no. EE 564 EG.
Risiko:
Infektion med Listeriabakterier, med mindre produktet er varmebehandlet.
Symptomerne er bl.a. influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og eventuelt mavetarm problemer. Læs mere om listeria: Her
Råd til forbrugere:
Fødevarestyrelsen råder forbrugere, som har købt produktet, til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det
Der er tidligere set langvarige sygdomsudbrud forårsaget af listeria i koldrøget fisk, hvor bakterierne pga. mangelfuld rengøring hos en virksomhed har kunnet gemme sig og flere gange over en årrække smitte forbrugere.
Forholdsregler hvis man har spist det tilbagekaldte koldrøgede fiskeprodukter
Man er kun i risiko for at blive alvorligt syg med listeria, hvis man er ældre, har svækket immunsystem på grund af alvorlig sygdom eller er gravid. Selvom man har spist nogle af de produkter, der nu er trukket tilbage på grund af listeria-fundet, er risikoen for, at man bliver syg, meget lille.
Man bør kun kontakte læge ved symptomer på sygdom. Symptomerne omfatter høj feber, kulderystelser, muskelømhed og påvirket almentilstand; nakke-/rygstivhed eller ændret bevidsthedsniveau. Alvorlig listeriainfektion kan give blodforgiftning eller hjernehindebetændelse. Hos gravide kan infektion med listeria medføre abort eller dødfødsel skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.