Søs Fenger, Pelle Emil Hebsgaard og 600 lokale aktører er klar til Gallashow i MAGION

Både Søs Fenger og Pelle Emil Hebsgaard har meldt klar i startboksen forud for den store begivenhed.

Tiden flyver afsted, og søndag 7. april er lige om lidt. Tidens hastighed er dog intet i forhold til de tidsrejser, publikum kan opleve ved Billund Ungdoms- og Kulturskoles Gallashow 2019. Titlen for begivenheden er Tidsmaskinen, og denne dag skrues tempoet helt i top. Fortiden, fremtiden og tilbage igen tilbagelægges nærmest med et fingerknips, så det er bare om at spænde sikkerhedsbælterne, når alverdens tidsaldre passerer revy.  

Sødme og styrke
Maskinførerne på rejsen er heller ikke hr. og fru Hvem-som-helst. Gallashowet får besøg af to førende solister i dansk musikliv, og de har netop sendt forventningsfulde videohilsner til Ungdoms- og Kulturskolen. Søs Fengers karriere startede som popidol i bandet News, og som solist har hun siden bevæget sig sikkert rundt i mange genrer, både på dansk, svensk og engelsk. Søs har udgivet 14 albums, senest udgivelsen ”Vintermåne” i 2017, og at hun forstår at kombinere sødme og styrke i sit udtryk er måske hemmeligheden bag, at hun samler et bredt publikum på tværs af generationer. Også på TV har Søs Fenger gjort sig positivt bemærket. Hun brændte i den grad igennem i Toppen af Poppen 2011, hvor hun fortolkede sine kollegers hits, og mon ikke der sniger sig nogle særdeles kendte sange ind, når Søs Fenger står i front til Gallashow med Kulturskolens orkestre.

Fra grøn til blå
Søs Fengers mandlige modstykke ved Gallashow er Pelle Emil Hebsgaard, der med sin uforlignelige energi har kastet glans over en lang række forskellige produktioner. Pelle blev færdiguddannet på Det Danske Musicalakademi i 2011, og som grøn skuespiller medvirkede han bl.a. i “Den Eneste Ene” på Odense Teater, “De Tre Musketerer” på Fredericia Teater og “Grease” i Tivolis Koncertsal. Blå blev Pelle til gengæld, da han i 2012 fik sit helt store gennembrud som Genie i musicalen “Aladdin”. Her flød aviserne over med superlativer, hvilket har banet vejen for en blomstrende karriere. Pelle har således bl.a. haft hovedrollen i musicalen ”Seebach” på Fredericia Teater, og han har desuden ofte lagt stemme til adskillige animationsfilm. Filmroller er det også blevet til, og i løbet af foråret debuterer Pelle som studievært i en ny programserie på TV2. Så sin unge alder til trods er Pelle Emil Hebsgaard allerede en garvet scenepersonlighed – for ham har tiden i hvert fald ikke stået stille.

Fjerde gang er også lykkens gang
Det er fjerde gang, Gallashow præsenteres i Billund Kommune. Kulturskolen lagde ud i 2012, og siden kom Ungdomsskolen med, da de to institutioner blev lagt sammen i 2015. Pr. 1. april i år bliver Ungdomsskolen og Kulturskolen atter delt op i to institutioner, og Gallashow er også en fejring af det fællesskab, som er skabt gennem årene sammen. Ungdoms- og kulturskoleleder Per Weile Bak glæder sig helt enormt til den store dag: – Jeg får skiftevis gåsehud og klumper i halsen, når jeg tænker på, hvad der er i vente. Det er en helt fantastisk oplevelse at være sammen med så mange aktører i alle aldre, som gør deres bedste for at skabe en helt unik begivenhed. Det bliver simpelthen ikke skønnere, siger Per Weile Bak, som fortæller, at der stadig er billetter at få til Gallashow 2019. De kan købes på www.billundkultur.dk skriver Kulturskolen i en pressemeddelelse.

  Fakta – Gallashow 2019:

  • Gallashow 2019 har titlen ”Tidsmaskinen”
  • Der har været Gallashow i 2012, 2015, 2017 og 2019
  • 600 aktører fra hele Ungdoms- og Kulturskolen medvirker
  • Showet foregår i MAGION 7. april fra kl. 14.00 og har professionel scene-, lys- og lysopsætning
  • Der kan købes billetter på www.billundkultur.dk