Grindsted GIF vandt over Videbæk i sæonens første kamp

Foto: René Lind Gammelmark

Fredag aften spillede Grindsted GIF’s  Serie 2 Herrefodboldhold sæsones første kamp. Det foregik på kunstgræsbanen hvor Grindsted mødte Videbæk IF.

Efter 30 minutter scorede Jesper Schmidt med assistance af Mikkel Guldbrandsen kampens eneste mål.

Kampens spiller: Kevin Rajakumar

Holdopstillingen:
Thomas Sørensen
Kasper Knudsen
Henrik Werge Bagger
Kevin E. Rajakumar
Mikkel Guldbrandsen
Christian Andreas Hansen (anf.) 
Christoffer Wutborg
Simon Poulsen
Sebastian Svejstrup
Martin Thimes
Kenni Jensen
Emil Hergott Hansen
Jesper Dahl Schmidt
Kristian Uhre Uhd

Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen.

SEJR I SÆSONÅBNEREN
Det var en spændt træner – og trup – der fredag aften skulle tage hul på sæsonen hjemme på den nye kunstgræsbane mod Videbæk IF, der i seneste sæson sluttede som nummer to i serie 2. Spændt da en del spillere ikke var at finde i truppen. Anfører Morten Hedegaard Pedersen (rejse), Mads Mahler Johannesen (skadet), Christian Hedegaard Pedersen (skadet), Patrick Lauridsen (skadet), Marc. V. Christiansen (skadet), Nicolai Bryndum (skadet), Sebastian Øhlenschlæger (karantæne) og Oliver Jakobsen (afbud). Det er alligevel en del. Men GGIF kan i disse år mønstre en bred trup – ikke mindst grundet et stærkt arbejde i U19, hvor Kris Skriver råder over ca. 24 spillere.

Men selvom vi har en bred trup og kan supplere med spillere fra U19, så skulle der alligevel opfindes lidt, for at få det hele til at klappe. Det betød, at ellers pensionerede Henrik Bagger tog en tørn (igen) i det centrale forsvar, hvor han på sin højre side havde Kasper “Kalle” Knudsen, der normalt huserer offensivt på midtbanen. Opgaven blev fredag aften løst særdeles godt. Og i den anden side af forsvaret havde vi kampens spiller Kevin Rajakumar, der ydede en overbevisende indsats med unge Mikkel Guldbrandsen yderst i venstre. Mikkel, der normalt er at finde på U19, fik sin debut på Grindsteds førstehold, og Mikkel gjorde det fremragende med kontant forsvarsspil og endda også offensive aktioner. Det kastede bl.a. en god assist af sig, da han efter en halv times spil fandt bevægelige og pågående Jesper Schmidt, der flot loppede bolden over en ellers stærk Videbæk-målmand, og med kampens eneste scoring gjorde Jesper sig selv til matchvinder.

Indtil da var kampen lige, og begge hold spillede en smule henholdende uden dog at have håndbremsen helt trukket, men efter føringsmålet oplevede jeg et endnu mere dedikeret og koncentreret hjemmehold, der arbejdede hårdt for sagen. Og den holdte hele vejen hjem. Undervejs havde Videbæk vist farlighed især på hjørnespark, og i anden halvleg havde de et godt riv udefra, som debuterende målmand Thomas Sørensen tog sig af med en Gadget arm ved roden af stolpen. På kanterne udfordrede unge Sebastian Svejstrup og “gamle” Christian Andreas Hansen med fart og vilje, og centralt kæmpede Simon Poulsen og Christoffer Wutborg begge veje og slog den ene Videbæk offensiv efter den anden i stykker. I front udgjorde målscorer Jesper Schmidt og Kenni Jensen en farlig duo, der også viste, at angribere kan tage del i det hårde slid, når det kræves defensivt. Faktisk ydede alle så god en indsats, at jeg 10 minutter inde i anden omgang til bænken kunne konstatere, at lige nu trak det ikke op til et skifte, da alle mand gjorde det fremragende.

Wutborg måtte dog efter en times tid lade sig udskifte med smerter i en hæl. Dét medførte comeback til hurtige Martin Thimes, der måtte på banen uden egentlig opvarmning. I slutfasen kom de sidste to U19-spillere på banen, hvor Kristian Uhre Uhd, der endda blot er førsteårs, indtog kanten, mens Emil Hergott Hansen på den centrale midtbane fik sin debut. Begge var med til at få sejren sikret, og det var et særdeles tilfreds mandskab, der i omklædningsrummet fejrede tre point i sæsonåbneren.

Jeg er virkelig godt tilfreds, for jeg så et kollektiv, der med hver enkelt spillers indsats – ung eller “gammel” – sammen gjorde præcis dét, der kræves. Eneste malurt i bægeret, hvis jeg kan tillade mig at nævne det, er, at vi nok burde have scoret et par mål mere, men jeg må konstatere, at der endnu skal en smule mere koldblodighed til, når man står over for en velspillende keeper, der kommer hurtigt ud i feltet og gør sit mål lille. Selvfølgelig er der noget at arbejde med… det er der endnu 13 kampe til i sæsonen. Og næste opgave ligger og venter lørdag i Oksbøl, der er nedrykker fra serie 1. Håber vi ses kl. 13.30 på Oksbøl Stadion.