Tronsø Efterskole udbyder ny linje – som den første i Danmark!

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Tronsø ESPORT Racing er digital motorsport på Tronsø Efterskole og bliver nu en mulighed for elever allerede fra august 2019.

E-sport eller gaming er i rivende udvikling og med digital motorsport er der her en niche, som vi forventer os rigtig meget af. Eleverne med interesse for race vil med det professionelle digitale set up på TronsøSkolen få nogle fantastiske rammer at udvikle sig under – både personligt, fagligt og socialt.

På verdensplan er der 1 mia. brugere og der omsættes i præmiepenge for 18,5 mia. USD om året.

Den nye linje Tronsø ESPORT Racing bliver et tiltag sammen med den meget populære Gokartlinje.

De to linjer har meget til fælles og vil på flere områder supplere hinanden rigtig fint. Der vil være fælles teoretisk undervisning, køreteknisk simulatorundervisning, undervisning i kost og ernæring samt fysisk træning.

Herudover vil gokarteleverne om vinteren også kunne anvende de fysiske digitale motorsportssimulatorer, der etableres i lokalerne, som støder op til gokartværkstedet. Modsat er det planen, at eleverne på Tronsø ESPORT Racing også skal deltage i fysisk værkstedsundervisning. På den måde får de indsigt i og forståelse for den fysiske sport og finder ud af, hvilke mulige uddannelser der er, når man interesserer sig for motorsport

TronsøSkolen har i forvejen stor succes med at sende mange unge videre på erhvervsuddannelserne. For skoleåret 18/19 blev det til hele 40 %. Så hvis vi kan koble den store udvikling, der er i gaming og spilindustrien, sammen med et uddannelsesvalg, der peger i retning af en erhvervsuddannelse, så vil det være en kæmpe gevinst.

Det særlige ved TronsøSkolen er, at den både er en efterskole for 9. og 10. klasse og en fri fagskole med 10. klasse og erhvervslinje 10. årgang.

Efterskoleelever er, som vi ser det typisk, meget interessebåret gennem sport og fritid, hvor fri fagskole eleverne derimod er meget erhvervsrettede, og netop inden for fri fagskoler har skole og skoleform udviklet et helt særligt koncept med spiludvikling.

”Vi ser med spænding frem til, hvad initiativet kan kaste af sig af interesserede elever”, udtaler forstander Toni Hessner i en pressemeddelelse.