LEGO klodser skal lære blinde og svagtseende at læse

PR-Foto Lego

LEGO Fonden og LEGO Koncernen udvikler LEGO® klodser, der kan hjælpe blinde og svagtseende med at lære at læse

Motiveret af fortællinger og ideer fra blinde rundt omkring i verden vil LEGO Fonden og LEGO Koncernen i samarbejde med blindeorganisationer hjælpe blinde og synshandicappede børn med at lære gennem leg ved hjælp af LEGO® klodser

Paris, Frankrig 24. april: LEGO Fonden og LEGO Koncernen offentliggør i dag deres støtte til et banebrydende projekt, der skal hjælpe blinde og synshandicappede børn med at lære blindskrift på en sjov og engagerende måde ved hjælp af blindskriftstilpassede LEGO® klodser. Projektet LEGO Braille Bricks vil blive afsløret i dag på Sustainable Brands Conference i Paris, Frankrig.

Konceptet bag LEGO Braille Bricks blev først foreslået til LEGO Fonden i 2011 af Dansk Blindesamfund og igen i 2017 af den brasilianske Dorina Nowill Foundation for the Blind. Det er siden blevet videreudviklet i tæt samarbejde mellem blindeforeninger i Danmark, Brasilien, Storbritannien og Norge, og de første prototyper bliver lige nu koncepttestet i de samme lande.

“Med de tusindvis af lydbøger og computerprogrammer, der nu er tilgængelige, lærer færre børn at læse blindeskrift”, siger Philippe Chazal, fra Den Europæiske Blinde Union. “Dette er særlig kritisk, når vi ved, at blindskriftsbrugere ofte er mere selvstændige, har et højere uddannelsesniveau og bedre beskæftigelsesmuligheder. Vi er overbeviste om, at LEGO Braille Bricks kan bidrage til at øge interessen for at lære blindskrift, så vi er begejstrede for, at LEGO Fonden gør det muligt at videreudvikle dette koncept og bringe det til børn rundt om i verden.” LEGO Braille Bricks bliver støbt med samme antal knopper, der bruges til individuelle bogstaver og tal i blindskriftsalfabetet, mens de forbliver fuldt kompatible med LEGO System i Leg. De kan med andre ord bygges sammen med almindelige LEGO klodser. Hver klods har påtrykt det konkrete bogstav eller tal, således at lærere, elever og familiemedlemmer kan interagere på lige vilkår. Denne geniale kombination tilfører en helt ny og legende tilgang til at gøre blinde og synshandicappede børn interesseret i at lære punktskrift, så de kan udvikle en bred vifte af færdigheder, der er nødvendig for at trives og lykkes i en tempofyldt verden.  

LEGO Group Senior Art Director, Morten Bonde, som lider af en genetisk øjenlidelse, der gradvist gør ham blind, har fungeret som intern konsulent på projektet. Morten har i øjeblikket 4-graders syn tilbage men er fast besluttet på ikke at lade hans tab af syn begrænse ham. 

“At opleve reaktioner fra både elever og lærere til LEGO Braille Bricks har været enormt inspirerende og mindede mig om, at de eneste begrænsninger, jeg vil møde i livet, er dem, jeg selv skaber i mit hoved. Børnenes engagement og interesse for at være selvhjulpne og inkluderet på lige vilkår i samfundet er så tydeligt. Jeg er rørt over at se den indvirkning, produktet har på at udvikle ​​blinde og synsskadede børns akademiske selvtillid og nysgerrighed allerede i en tidlig fase.”  

Produktet testes lige nu på dansk, norsk, engelsk og portugisisk, mens tysk, spansk og fransk bliver testet i 3. kvartal 2019. Det endelige LEGO Braille Bricks sæt forventes lanceret i 2020 og vil blive distribueret gratis til udvalgte institutioner gennem deltagende partner netværk på de markeder, hvor testning udføres med partnere. Æsken vil indeholde ca. 250 LEGO Braille Bricks, der dækker hele alfabetet, tallene 0-9, udvalgte matematiske symboler og inspiration til undervisning og interaktive lege. 

“Blinde og synshandicappede børn har drømme og ambitioner for deres fremtid ligesom seende børn”, siger John Goodwin, administrerende direktør for LEGO Fonden. “De har de samme ønsker og behov for at udforske verden og socialisere sig gennem leg men møder ofte ufrivillig isolation som følge af udelukkelse fra aktiviteter. I LEGO Fonden mener vi, at børn lærer bedst gennem leg og på den vis udvikler en bred vifte af ​​færdigheder, såsom kreativitet, samarbejde og kommunikation, som de har brug for i den 4. industrielle revolution. Med dette projekt introducer vi en legende og inklusiv tilgang til at lære blindskrift for børn. Jeg håber, at børn, forældre, plejere, lærere og praktikere over hele verden vil være lige så spændte som vi er, og vi kan ikke vente med at se den positive indvirkning.” skriver LEGO i en pressemeddelelse.

 

FAKTA:
LEGO Braille Bricks konceptet er i første omgang blevet testet med Dansk Blindesamfund, Dorina Nowill Foundation for the Blind (BZ), Royal Institute of Blind People (UK); Leonard Cheshire (UK) og Blindeforbundet Norge (NO).

Om LEGO Fonden
LEGO Fondens mål er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden – en mission som deles med  LEGO Koncernen. LEGO Fonden ønsker at skabe en fremtid, hvor læring gennem leg hjælper børn til at være kreative, engagerede og at kunne lære hele livet igennem. LEGO Fondens arbejde handler om at  sætte fokus på legens vigtighed for børns udvikling og gentænke rammerne for læring. I samarbejde med førende eksperter, indflydelsesrige aktører, undervisere og forældre vil LEGO Fonden udstyre, inspirere og aktivere forkæmpere for leg.

Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernen er en privatejet, familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund og globale kontorer i Enfield i USA, London i Storbritannien, Shanghai i Kina og Singapore. Virksomheden blev grundlagt i 1932 af Ole Kirk Kristiansen og med den ikoniske LEGO® klods er virksomheden en af verdens førende producenter af legemateriale.

Inspireret af virksomhedens motto “Det bedste er ikke for godt” (Only the best is good enough) er virksomheden engageret i børns udvikling og har som mål at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden gennem kreativ leg og indlæring. LEGO produkter sælges over hele verden og kan opleves virtuelt på www.LEGO.com.