Foredrag med Morten Bonde – Dømt blind – hva´så

FOF Billund-Grindsted præsenterer d. 7/5 et rørende og humoristisk foredrag med Morten Bonde – Senior Art Director hos Lego. Han lider af en øjensygdom, der langsomt tager synet fra ham. I foredraget tager han publikum gennem sine op- og nedture og giver svar på, hvordan han finder lys i livet, når alt omkring ham pludselig bliver mørkt.

Som led i FOFs foredragsrække gæster 45-årige Monde Bonde Billund Bibliotek d. 7. maj. Her vil han, med udgangspunkt i sine egne erfaringer, gøre publikum klogere på, hvordan de selv kan vende negative tanker til positive. Hvad gør man, når man har mistet sit kørekort imod sin vilje og pludselig står blandt gymnasieeleverne ved busstoppestedet, mens naboerne kører afsted i bilen?

”Jeg håber at kunne give publikum redskaber og lysten til at gøre sig bevidste om, når der er noget, de ikke er tilfredse med. Foredraget skal give folk mod på selv at skabe den forandring og inspirere til taknemmelighed over, hvor usandsynligt heldige vi i virkeligheden er,” udtaler Morten Bonde.

Blindhed og pludseligt klarsyn
For Morten Bonde var det selvsagt en stor livsomvæltning at miste synet, og både stress og depression udfordrede efterfølgende hans tilværelse. Efter et længere udredningsforløb med diverse sundhedspersonale og konsulenter gik det op for ham, at han nu selv måtte tage styringen:

”Jeg fik nærmest et klarsyn, hvor jeg spurgte mig selv: ‘Jamen Morten, hvad er det, du selv vil? Hvem er det der skal gøre dig glad?’ Det gik op for mig, at det kun er mig selv, der kan skabe et godt liv,” forklarer han.

Morten Bondes foredrag har høstet store roser gennem de seneste måneder samt i GO’Morgen Danmark. FOF Billund-Grindsted ser frem til at byde ham og alle gæster velkommen på biblioteket d. 7. maj.

Klik her for at se mere