Grindsted GIF Serie 2 herrer vandt med 2 mål over HTS

Foto: René Lind Gammelmark

Fredag mødte Grindsted GIF serie 2 herrer på Sudebane HTS på udebane og vandt med 2 mål.

Serie 2: HTS – Grindsted GIF, 0-2 (0-0)

72.: 0-1, Jesper Dahl Schmidt, assist Emil Hergott
72.: 0-2, Jesper Dahl Schmidt, assist Kevin Rajakumar

Kampens spiller: Jesper Dahl Schmidt

Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat.

Holdopstilling:
Martin Kongsager
Sebastian Øhlenschlæger
Morten Hedegaard Pedersen
Oliver Jakobsen
Kevin Rajakumar
Christian Andreas Hansen
Kasper Knudsen
Simon Poulsen
Jesper Dahl Schmidt
Christian Hedegaard Pedersen
Christoffer Wutborg
Emil Hergott
Sebastian Svejstrup
Nicolai Bryndum

DET VAR SLET IKKE NEMT
Når vi i omklædningsrummet efter en vunden kamp selvsikkert siger “neeeeemt” til hinanden, er det ment særdeles ironisk, for det var sørme ikke nemt på udebanen i Horne, hvor nedrykkerne fra HTS lagde græs til. Og hvilket græstæppe. Særdeles velplejet. Og hvilket mærkeligt vejr en fredag aften i maj. Stærk vind og skiftevis sol og hagl. Nu må foråret altså godt for alvor stemple ind. Stemple ind gjorde vi også. Sådan for alvor. I tabellen. Vi er knapt halvvejs i sæsonen, og det ser ud til, at vi kommer til at kunne blande os i toppen. Der er lang vej endnu og mange svære opgør forude, ikke mindst i næste runde, hvor nr. 1 Ølstrup GU gæster Grindsted Stadion. Netop Ølstrup GU besøgte Horne Stadion i tirsdags, hvor de efter at have gjort rent bord i deres fire første opgør måtte “nøjedes” med 1-1. I øvrigt et helt fair resultat, hvor HTS – der pointmæssigt ellers ikke er kommet fantastisk fra start i sæsonen – kæmpede forbilledligt og blev det første mandskab til at tage point fra Ølstrup GU. Og netop denne vilje til at præstere havde HTS også fundet frem mod os, og så bliver det altså svært for enhver modstander, og jeg synes bestemt, at de havde stor ære af kampen. Men det har vi så sandeligt også, for vi kæmpede igen indædt trods modgang undervejs, hvor den unge dommer havde sit at bidrage med.

Det skal siges, at dommeren faktisk dømte rigtig godt, og det er positivt at opleve en ung mand med ambitioner med fløjten. Da han mødte ind på Horne Stadion stod jeg og talte med HTSs sympatiske træner, Søren Madsen, og dommeren fortalte, at han var på på op gennem rækkerne, og at det var første gang, at han skulle dømme i Horne. Debut. Vi mente, at han ligesom spillere der får debut måtte slippe en ramme øl i omklædningsrummet. Det syntes han slet ikke var sjovt. Men det var det altså. Syntes vi selv. Men der skal vist heller ikke så meget til,

Vi syntes en helt masse ting om dommeren undervejs i kampen, og normalt er det ikke noget jeg bruger energi på, men dommerens havde indflydelse på kampen.
Først syntes vi, at han var lidt for rar, da han knap midtvejs i første halvleg blot gav en påtale til en modstander, der bevidst klippede vores kantspiller på vej ind i feltet.
Senere syntes vi, at han var alt for hård, da han i anden halvleg hev gult frem til hhv. Sebastian Svejstrup og dernæst Christian Hedegaard Pedersen for frispark på midten af banen. Vi syntes også, han havde ret, da han måtte udvise sidstenævnte, der udenfor linjen i arrigskab tyrede en bold på en plastikstol, så den splintredes til ukendelighed. Vi syntes slet ikke om, at han ikke kunne se et klokkeklart straffespark mod Jesper Dahl Schmidt, der blev fældet bagfra. Og vi syntes faktisk det var lidt komisk, da han med et kvarter igen fik krampe i læggen og måtte hjælpes. Måske krampen kom, fordi han valgte at spille nærmest 10 minutter ekstra i første halvleg, da hans ur var gået i stå? Men jeg synes alt i alt, at den unge mand gjorde det godt, og han havde en god kommunikation med spillerne på banen.

En ret ligebyrdig første halvleg endte målløse, selvom vi havde haft flere gode tilbud. Bl.a. rammer Jesper Dahl Schmidt indersiden af stolpen efter ca. 20 minutter, og det var ikke sidste gang, at den unge landmand fra Filskov skulle gøre sig bemærket. Kampen igennem var Jesper en konstant trussel. Hårdtarbejdende begge veje og pågående i offensive aktioner. Og han var afgørende. Efter en times spil er vi ramt af førnævnte udvisninger, og vi spiller en 4–4-0 i en kort periode. Og i denne korte periode får jeg naturligvis tanken, at uafgjort bestemt kan accepteres. Men jeg bøjer mig i respekt over holdets måde at tackle modgangen på. Der kæmpes for hinanden, og viljen til at præstere er tilstede hele vejen igennem. Og det gav et afkast med to scoringer af Jesper, der efter fem kampe har scoret lige så mange mål, som han gjorde i hele sidste sæsonen. Stærkt. I øvrigt noteres de to indskiftere, Emil Hergott og Kevins Rajakumar begge for en assist, og det er meget sigende for et GGIF-mandskab, hvor hver og én leverer for holdet.

Leveres skal der også i næste rundes topopgør på Grindsted Stadion, hvor vi byder ubesejrede Ølstrup GU velkommen. Kampen spilles fredag den 10. maj kl. 19.00. Ud over at være et topopgør, så har kampen også den ekstra dimension, at det er en kamp mellem brødrene Karsten og Jesper Dahl Schmidt. Jeg håber, at lillebror trækker sig sejrrigt ud.