Grindsted GIF Serie 2 vandt over Oksbøl BV

Foto: René Lind Gammelmark

Torsdagens fodboldkamp mellem GGIF Serie 2 og Oksbøl BV blev spillet i fint vejr.
Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen.

FLYVENDE FLØJE
Vi holder ved i toppen af serie 2 pulje 21, der efter denne runde nok er brækket i to halvdele, hvor Ølstrup GU og Esbjerg IF92 topper med os lige i hælene. På hælene var vi dog ikke i torsdagens hjemmekamp mod BV Oksbøl, omend de bed godt fra sig i første halvleg, hvor de havde bolden mere end vi brød os om. Men de kæmpede godt for sagen, og det var tydeligt, at vi igen faldt lidt tilbage til at smække lange bolde, når eget spil ikke fungerer tilfredsstillende. Vi skal blive mere voksne i vort spil, altså yde det ekstra der skal til for at være mere i boldbesiddelse. Og det var præcis dét, der skete i anden halvleg.

Til pausen førte vi godt nok 2-1, men det var ikke fordi, vi gjorde det synderligt meget bedre end Oksbøl. Unge Sebastian Svejstrup sparkede sikkert føringen ind efter hurtige Christian Andreas Hansen sled sig fri i højre og lagde en god bold ind, hvor først Nicolai Bryndum afslutter på målmanden inden Sebastian er hurtig på returbolden. Bryndum er stensikker på, at jeg vil give ham assisten…men kan man få en assist på at brænde en stor chance? No way…
Minuttet efter er vi ikke vågne nok, da Oksbøl efter et hjørnespark udligner med en hovedstødscoring forrest i feltet. Ret så uvant for os, da vi gennem en længere periode har været gode til at afværge hjørnespark og frisparksindlæg.
Måske Bryndum er utilfreds med, at han ikke tildeles assist for første scoring, men så får han den for anden. Endnu et perfekt hjørnespark fra vores lille angribers venstrefod ender hos Kevin Rajakumar, der køligt bringer os foran.

I anden halvleg skruede vi op for indsatsen. Der skulle ganske enkelt arbejdes flere meter for hinanden. Boldholderen skulle kunne se, hvad medspilleren ville. I første halvleg var det omvendt. Der reagerede medspilleren på boldholderen. Det blev for passivt. Og ros til hele holdet for at steppe op, hvilket også betød, at vi blev boldførende og Oksbøl måtte til tider arbejde meget hårdt for at følge med. Og i aftenens kamp var det sørme svært at følge med vore “fløje”, eller kanter som vi kalder dem. Sebastian og Kevin tog sig både af målene og assistene, og de sørgede for, at de noget usædvanlig gik fra banen som dobbelte målscorere. Flot præstation, der også blev belønnet af holdet, der stemte dem ind som nr. 1 og 2 som kampen spiller. Træneren var nu også godt tilfreds. Og det var jeg blandt andre også med kaptajn Morten Hedegaard Pedersen og makkeren i midterforsvarer Sebastian Øhlenschlæger, der begge igen spillede solidt. Kaptajnen måtte desværre forlade banen midt i anden halvleg med smerter i lysken.

Og minimum en solid indsats skal der til igen på tirsdag, hvor vi møder Esbjerg IF92 på udebane. En uhyre vigtig og svær kamp, hvor skal vinde den direkte duel om en topplacering. Jeg håber meget, at se en del publikum fra Grindsted på Skibhøj Anlæg, hvor Esbjerg IF92 holder til. De er endog rigtig godt spillende i øjeblikket, og det bliver en kæmpe opgave at løse. Jeg glæder mig helt vildt.

13.: 1-0, Sebastian Svejstrup, assist Christian Andreas Hansen
14.: 1-1, hovedstød efter hjørnespark
36.: 2-1, Kevin Rajakumar, assist Nicolai Bryndum (hjørnespark)
69.: 3-1, Kevin Rajakumar, assist Sebastian Svejstrup
92.: 4-1, Sebastian Svejstrup, assist Kevin Rajakumar

Kampens spiller: Sebastian Svejstrup

Trup:
Martin Kongsager
Sebastian Øhlenschlæger
Morten Hedegaard Pedersen
Christian Hedegaard Pedersen
Oliver Jakobsen
Kevin Rajakumar
Christian Andreas Hansen
Kasper Knudsen
Simon Poulsen
Marc V. Christiansen
Christoffer Wutborg
Sebastian Svejstrup
Nicolai Bryndum
Jonas Bolding

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.