Talent Billund holdt fælles workshop for alle udøvere og forældre

Flemming Pedersen - Foto: René Lind Gammelmark

I fredags samledes alle udøvere, forældre og ledere under Talent Billund til en status efter år 1 med Billund Kommunes talentprojekt. Direktør, Flemming Pedersen bød velkommen med en status der viste at elevantallet har ligget stabilt mellem 90-100 med et aldersspænd fra 10-20 år.

Herefter var formand for Kultur- og Fritids udvalget på scenen, hvor hun roste trænere og ledere for det setup der er stablet på benene.

Tilknyttet projektet er forsker fra Syddansk Universitet, Louise Kamuk Storm. Hun forsker i Talentudvikling og Sportspsykologi og har været tilknyttet mijøet 1 dag i ugen, delvist for at lave et forskningsprojekt om hvordan man opbygger et talentudviklingsmiljø fra bunden og samtidig for at give input og sparringen til ledere og udøvere i dagligdagen. Hun tog tilhørerne på en tur rundt i dagligdagen og gav et indblik i hvordan der bliver arbejdet med Talent Billund i kulissen, og tydeliggjorde de værdier der kendetegner miljøet.

Talent Billunds fornemeste opgave er, at de idrætsudøvere der ønsker at dygtiggøre sig mere, har adgang til den træning og ressource personer der er behov for. Dette kommer selvfølgelig til udtryk gennem træning, enten idrætsspecifik eller understøttende i form af fysisk træning. Men målet er også at tilbyde et miljø, hvor man sammen med ligesindede, udvikler færdigheder der rækker udover sporten.

Hvordan der bliver arbejdet med dette gav Jacob Pedersen eksempler på. Eleverne arbejder blandt andet med at få hverdagen med skole og sport til at hænge samme, at skulle håndtere pres i konkurrence og til eksamen samt at udvikle modet til at fejle og spørge om hjælp er bare nogle af de ting som eleverne i Talent Billund får hjælp til at udvikle skriver Talent Billund i en pressemeddelelse.