Oliver fik sin racerdebut på Ring Djursland

Foto: Boxengasse.dk

Det har været undervejs i hvad der føles som en evighed, men i weekenden skete det: Oliver Schröter fik sin racerdebut i Danish Endurance Championship på Ring Djursland sammen med Dankemi Racing og Lukas Staub.

I en beskeden Suzuki Swift var duoen tilmeldt to løb på henholdsvis 55 og 60 minutter, hvor der undervejs skulle skiftes kører – præcis som i det legendariske 24 timers-løb på Le Mans. En spændende udfordring i Olivers første racerløb i rigtige biler.

– Det var en kæmpe oplevelse! Vi havde hver cirka 20 minutters træning på banen, og der skulle jeg både lære bilen og banen at kende, så der var travlt fra starten! Nu var Suzukien vist den absolut langsommeste bil i feltet, så vores fokus var udelukkende på at udvikle os og lære mere om at køre racerløb. 

Som sagt, så gjort. Der blev trænet kørerskifte, arbejdet med ideallinjer og, ikke mindst, hele udfordringen med at køre et racerløb med biler foran, bagved og ved siden af. Og spørger man Oliver, kunne det ikke have gået meget bedre:

– Jeg synes at det var en mega god debut! Jeg lavede en fejl i slutningen af det første løb, hvor jeg kom til at bremse for sent, så jeg måtte en tur gennem lidt sand … men det lærte jeg også noget af, griner han.

Én ting, han også fik med fra sit første rigtige racerløb, var noget om temperaturer. Når man kører gokart får man vinden ind på kroppen, og det køler dejligt. I en lukket bil, der ovenikøbet er ryddet for al overflødig vægt, får man næsten ingen afkøling – men til gengæld er motor og gearkasse varme!

– Det var helt vildt varmt! Det var meget værre end jeg havde forestillet mig, og det krævede meget at koncentrere sig i varmen, når sveden nærmest bare løb afsted. 

Oliver Schröter og teamkammeraten var hurtigt enige om at gentage succesen på et senere tidspunkt, og det glæder Oliver sig til:

– Det var rigtig fint at køre sammen med Lukas. Vi kører cirka på samme niveau, så vi kan lære meget af hinanden, og vi kan presse hinanden til at yde lidt ekstra. Det bliver fedt at køre flere løb på den måde! skriver Oliver Schröter i en pressemeddelelse.

Foto: Boxengasse.dk

Foto: Boxengasse.dk

Foto: Boxengasse.dk

Foto: Boxengasse.dk