Red Barnets Familieoplevelsesklub har været på lejr

Privatfoto

16 børn, 12 forældre og 9 frivillige fra Red Barnets lokalforening i Billund kommune har været samlet i Grene Lejren om et hav af forskellige aktiviteter.

Fra fredag den 5. til søndag den 7. juli var Grene Lejren rammen om Familieoplevelsesklubbens årlige lejr med hovedvægt på leg og socialt samvær. Men indimellem var der også styrede aktiviteter.  

Blandt aktiviteterne i år var et besøg fredag aften af en instruktør i mindfulness. Det foregik i foreningens store telt, hvor de fleste børn og voksne med åbent sind tog del i en undervisningsseance på ca.halvlanden time.

Om lørdagen fik lejren besøg af en naturvejleder fra Naturstyrelsen, der i to timer åbnede børnenes og forældrenes øjne for nogle af naturens små mirakler. F.eks. viste han hvordan man med kogende vand kunne forvandle de små mørke ulækre tanglopper – fanget i åen med net – til lækre orangerøde minirejer, som kunne spises med største velbehag.

Senere på lørdagen besøgte ejerne af Galleri SAM (Karin, Kirsten og Hanne) lejren, så de ved selvsyn kunne se, hvad en donation til klubben bl.a. blev brugt til. De tre søstre havde i forbindelse med, at Svend Aage Madsen kunne være fyldt 90 år, udgivet et postkort i stort format med et motiv fra Billund Midtby malet af deres far for 70 år siden. Ved salget af kortene blev 25 kr. for hvert kort doneret til Red Barnets Familieoplevelsesklub – i alt 12.500 kr. er det blevet til.

De tre søstre sammen med børn og lejrledere – Privatfoto

Lejren var præget af en god stemning, nærvær, glæde og venskab. I hele perioden blev deltagerne forkælet med dejlig mormormad.

Ud over donationen fra Galleri SAM har ALDI doneret frisk frugt og kiks til lejren, mens Arbejdsmarkedets Feriefond har stået for finansieringen af hovedparten af lejrens udgifter skriver Niels Peter Pedersen fra Red Barnets Lokalafdeling i en pressemeddelelse.

Lørdag den 17. august spiller Familieoplevelsesklubben Fodboldgolf på banen i Filskov, hvorefter der spises frokost i det grønne.

Lørdag den 14. september besøger Familieoplevelsesklubben Naturrum Sdr.Omme hvor en af aktiviteterne den dag er at skære græskarhoveder.

Lørdag den 9. november holder Familieoplevelsesklubben fødselsdagsfest i Magion, hvor der fejres fælles fødselsdag i Svømmehallen.

Lørdag den 7. december er der årsafslutning, hvor klubben laver julefrokost sammen på BillundSkolen, hvor der også vil være kreative værksteder.

 

Fakta:
Red  Barnets Familieoplevelsesklub i Billund Kommune er for forældre, som af forskellige grunde har brug for lidt hjælp til at få gode fælles oplevelser.
Aktiviteterne er for børn i alderen 5-12 år sammen med deres forældre.
Alle aktiviteter er gratis, og der er latid mad og drikke inkluderet, når klubben er på længere ture.
Klubben har plads til ca. 40 medlemmer, og du modtager som medlem et mere detaljeret program før hvert arrangement.
Børn deltager med mindst én forælder eller bedsteforælder

Kontorbutikken refurb banner