Danske Beredskaber ensretter afbrændingsforbud i alle landets kommuner

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Afbrændingsforbud skal have samme betydning, uanset hvilken kommune man opholder sig i. Det mener Danske Beredskaber, der nu ensretter skabelonen for afbrændingsforbud, så den som udgangspunkt er ens i hele landet.

Under hedebølgen sidste sommer var hele landet underlagt afbrændingsforbud i ugevis. Men afbrændingsforbuddet betød ikke det samme i alle kommunale beredskaber. For mens det nogen steder var forbudt at benytte ukrudtsbrænderen eller tænde op i grillen under afbrændingsforbuddet, var det tilladt andre steder.

De store kommunale forskelle gav forvirring blandt både borgere og medier, erkender Danske Beredskaber, der nu har taget konsekvensen og ensrettet skabelonen for afbrændingsforbud, så den som udgangspunkt er ens i hele landet.

– Det er ikke hensigtsmæssigt, at man som borger skal huske så mange forskellige udgaver af afbrændingsforbud, blot fordi man bor i én kommune, arbejder i en anden og måske har sommerhus i en tredje. Det skal være let og overskueligt at finde ud af, hvad man må og ikke må, så vi forhåbentlig kan reducere antallet af naturbrande, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i de kommunale beredskabers interesseorganisation, Danske Beredskaber.

Og selv om sommeren i år ikke har været på niveau med den på alle måder ekstreme sommer sidste år, er naturen tør i øjeblikket. Aktuelt er der ikke annonceret afbrændingsforbud med undtagelse af Anholt, der har et permanent afbrændingsforbud. Men beredskaberne følger udviklingen tæt, fortæller Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

– Weekendens regnvejr har heldigvis betydet, at brandfaren er faldet i hele landet. Men der skal ikke mange dages sol og høje temperaturer til, før brandfareindexet igen vil blinke rødt, og der kan blive tale om afbrændingsforbud, siger han og fortsætter:

– Hvis et afbrændingsforbud bliver en realitet, vil man som borger opleve en langt større ensretning i afbrændingsforbuddene på tværs af landets beredskaber i forhold til sidste år. Det betyder, at du som borger kan være tryg ved, at det, du må derhjemme, må du også i sommerhuset. Der kan dog stadig forekomme lokale forskelle – for der er steder i Danmark, hvor man er nødt til at tage særlige hensyn.

På siden brandfare.dk kan man løbende holde sig opdateret om aktuelle afbrændingsforbud, få overblik over brandfaren, der hvor man er, og finde gode råd til at undgå brand i den tørre natur. Brandfare.dk er etableret i samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og Kommunernes Landsforening.