Cut and Colour har 10 års fødselsdag

Jeanette Præstegaard - Foto: René Lind Gammelmark

Jeanette Præstegård har den 18. august 2019 10 års jubilæum som selvstændig frisør med salonen Cut and Colour i Grindsted.

Jeanette der kommer fra Grindsted og gik i folkeskole på Vestre skole droppede ud af 10. klasse da hun var ca. halvvejs. Derefter tog hun til Herning hvor hun gennemførte grundforløbet som frisør.

Hun har taget frisøruddannelsen hos Salon Sus i Hejnsvig, og var 20 år gammel da hun var udlært.

Starten
Den 18. august 2009 startede hun salon på Jernbanegade i Grindsted og ansatte den første lærling den 1. september 2010.

Afdeling i Hejnsvig
i 2012 overtog hun Salon Sus i Hejnsvig, og den 6. oktober 2015 valgte hun at samle alle medarbejderne i den nye salon på Borgergade i Grindsted.

Lotte Juncker var ansat hos Salon Sus og fulgte med da Jeanette overtog salonen i Hejnsvig. Hun har været en del af det faste team i de sidste 7 år.

Fejring af jubilæum
For at fejre de 10 år har Jeanette inviteret nyt og gammel personale på Hovborg Kro den 18. august til en hyggelig aften.

Fremtidsplaner
Jeanette har udlært fire elever i de 10 år hun har haft salon, og i øjeblikket har hun to elever. Det at have elever giver liv og fornyelse med nye impulser. Ud over dette følger personalet med udviklingen ved at deltage i kurser og messer.

Privat
Jeanette Præstegaard er gift med Jesper Gade Jensen på fjerde år, og sammen har de børnene Frida på 7 år og Victor på 4 år. De bor på en gård ved Vesterhede. Jesper har en stor gård ved Hejnsvig så der er brug for alle døgnets timer for at få det hele til at nå sammen.