Teater og musik smelter sammen i ny forestilling

PR-Foto - Titlen Kulturskolens teaterkoncert bliver ”Som et strejf af en dråbe”.

Nyt Kulturskole-tilbud fortolker Kim Larsens sange.
Joanna, Papirklip og Masser af succes. Ingen komponist har gennem de senere årtier vundet genklang som Kim Larsen, og straks man nævner hans navn, står sangtitlerne i kø. Til foråret kan man opleve Larsens musik fra nye vinkler, når Billund Kulturskole præsenterer en teaterkoncert baseret på et udvalg af hans sange. På scenen står Kulturskolens teater- og musikelever, og manuskriptet lover en mangefarvet og poetisk forestilling skriver Billund Kulturskole i en pressemeddelelse.

Larsen fra nye vinkler
Det bliver primært Kulturskolens teaterskole, som tager nationalskjaldens værker under kærlig behandling. I den nye sæson bliver teaterkoncerten det tydelige mål for de unge teaterelevers arbejde, og tilmeldingen til projektet er allerede i gang. Teamleder for kreative fag, Eva Lillegaard Hansen, glæder sig meget til både processen og resultatet. – Teaterkoncerten er et rigtigt spændende format. Genren giver utallige muligheder for at iscenesætte en bestemt komponist eller idé, og det er altid spændende at opleve en sangskriver fra en helt anden og overraskende vinkel, siger Eva Lillegaard Hansen, og fortsætter, – Kim Larsen er selvfølgelig et meget nærliggende valg, men jeg er sikker på, at publikum vil få hans sange belyst fra helt nye sider, siger hun.

Som et strejf af en dråbe
Også Carina Hartmann Olsen ser et stor potentiale i Larsens værker. Som ny lærer på teaterskolen bliver Carina Olsen instruktør på teaterkoncert-forløbet, og det er også hende, der har udvalgt både kendte og mindre kendte sange til forestillingen. Og ifølge Carina Olsen, der selv er professionel skuespiller og sanger, er Kim Larsen meget mere end Susan Himmelblå og Haveje. – Kim Larsens sange handler om livet på godt og ondt, om at være menneskelig i en verden med megen konkurrence og præstige, siger Carina Olsen og fortsætter, – Det bliver utroligt spændende at formidle Larsens budskab om fællesskab, frisind og kærlighed, og jeg glæder virkelig meget til at arbejde sammen med børnene og de unge på Teaterskolen, siger hun med et stort smil.

PR-Foto – Carina Hartmann Olsen er lærer og instruktør på Kulturskolens Kim Larsen-teaterkoncert.

Musikken bygger bro
Undervisningen kommer til at foregå på to aldersopdelte hold, og senere vil et band med Kulturskolens musikelever skutte sig til. Kulturskolens leder, Per Weile Bak, ser forventningsfuldt frem til at opleve resultatet til maj. – Det bliver utrolig spændende at se dette nye projekt udfolde sig, siger han og fortsætter, – Det er vores mål at skabe et tiltag, som på en ny og anderledes måde bygger bro mellem vores kunstarter, og så er det jo også motiverende for eleverne, at de har noget stort at glæde sig til, fortæller han. Interesserede kan læse mere og tilmelde sig teaterkoncert-forløbet på www.billundkultur.dk.

 

 

 

 

 

 

 

Faktaboks:

 

  • I maj 2020 opfører Billund Kulturskole teaterkoncerten Som et strejf af en dråbe med sange af Kim Larsen
  • To hold fra Teaterskolen medvirker, et hold for 4.-6. klasse elever og et hold fra 7. klasse og op
  • Undervisningen foregår på tirsdage om eftermiddagen/aften i Billund Centret
  • Undervisningen starter i uge 38, og lærer er Carina Hartmann Olsen
  • Tilmelding på www.billundkultur.dk