I barndommens land legede jeg med fantasien som nådegave, og da jeg senere lærte at læse, åbnede bøger og bogstaver en magisk verden og blev mit hemmelige tilflugtssted.
I gennem 55 år er det blevet mig forundt som inkarneret Hejnsvig-dreng og skribent med hjertet som kompas at videreformidle både respekt og kærlighed til historie, litteratur og min barndoms forjættede land i det lille landbosamfund.
Nænsomt har jeg i årtier forsøgt at gelejde læsere ind i de store dramaer under den 2. Verdenskrig og indvie dem i Hitlers forbrydelser og det nazistiske inferno af morderisk barbari uden sidestykke i historien med ghettoer, dødslejre og udryddelsesfabrikker.
Fra mine første aviskronikker blev bragt i Dagbladet Vestkysten og Berlingske Aftenavis tilbage midt i 1960’erne er det blevet til et væld af artikler, kronikker og features i aviser, tidsskrifter og magasiner, bl.a. Illustreret Videnskab, Alt om Historie, Jødisk Orientering og Bladet Israel.
Med syv årtier bag mig og alderdommens pubertet lige om hjørnet er det måske på sin plads og tiden inde til at introducere mig selv til Bülows Hjørne og betro læserne af Netavisen Grindsted, hvordan det hele startede …
Det første erindringsbillede – mareridtet.
I 1950’erne fik min far med vold, druk og kriminalitet som trofaste følgesvende aldrig styr på spritten, ro i sjælen eller sluttet fred med indre dæmoner. Han formåede ikke at holde sammen på tilværelsen og trak sin familie med i en social deroute med endestation på samfundets skyggeside.
Når penge og kredit var væk efter ugers soldeturnè på værtshuse, slyngelstuer og beverdinger, vendte han altid tilbage til familiens lejlighed og sine kære for at gå helt i sort.
Til lyden af et infernalsk spektakel med høje råb, gråd og tænders gnidsel ravede han rundt mellem væltede møbler, knuste glas og tomme ølflasker i den raserede stue, der nærmest var indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.
Med et nærmest stangdrukkent grin hev han sin dreng på seks år op i nattøjet som et slattent trofæ og væltede ud på altanen på 3. sal. Han holdt sin grædende purk ud over gelænderet og op mod den sorte nattehimmel, mens han truede med at give slip for at tvinge mor til at hoste op med de sidste husholdningspenge.
Hun havde kun tilbage at finde pung og penge frem fra gemmerne, og triumferende kunne far sætte kursen mod den nærmeste knejpe for endnu engang at drikke sig fra sans og samling. Alt imens den bette knejt – og mig var det – fortvivlet klamrede sig til sin mor som et sidste værn mod vold og mishandlinger.
Ellers måtte vi klare os igennem på bedste beskub som manden på risten, der mættede sig ved duften fra de riges bord, fasanen i flugten og lammet i asparges med bourgogne og bordeaux. Altid fik far skyllet efter på den lokale bodega med en flok guldbajere, en halv abe og et par velvoksne gibbernakker – og det tragiske menageri kunne begynde forfra.
Fra tid til anden lød tunge støvletramp og høje råb i den mørke opgang, når politiet midt om natten stormede lejligheden, slog døren ind, og en flok betjente slæbte far ned ad tre etagers stentrapper. En lille dreng i nattøj med en sort bamse på slæb stavrede bagefter og kaldte grædende på sin far.
Han døde for fire årtier siden. Tilbage står mindet om far, som jeg stadigt elsker med barnets kærlighed fra dengang. Tilgivelse må Vorherre tage sig af …
Og mor ? Ødelagt på liv og sjæl flygtede hun midt i 1950’erne fra sit mareridt af et ægteskab med druk, vold og mishandlinger, men angsten og bristede illusioner fik hende til at give op. Hun kunne ikke mere og bukkede under, kun 40 år gammel.
Astrid – min biologiske mor – Privatfoto
Det andet erindringsbillede – eventyret.
Inden da hastede hun en tidlig morgen med mig ved hånden til den lokale togstation for at få sat en stopper for det tragiske inferno af misrøgt og omsorgssvigt. Uden officielle papirer og uden sociale myndigheders indblanden gav hun slip på sin dreng og fik med tårer trillende ned ad kinderne sat sin lille purk på toget på vej i sikkerhed og pleje i Hejnsvig.
Samtidigt mange kilometer derfra stod den lokale malermesters ældste datter på den søvnige station i landsbyens udkant og spejdede ivrigt efter toget, der duvede sig frem gennem landskabet. Nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med kærlighed skulle mit livs elskede plejemor byde mig velkommen til et forjættet land, der flød med godhed og hjertevarme.
Med en betingelsesløs moderkærlighed som urkraft sprængte hun alle rammer for at værne sin lille pode mod livets skyggeside med svigt og fortrædeligheder. Hun sikrede, at jeg ikke blev stuvet væk som socialt bundfald på datidens berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.
Min plejemor lod mig byde mine drømme og forhåbninger op til dans og forvandlede selv mit livs tungeste dansetrin til en fejende vals. Hun forundte mig et væld af kærlige stunder, erindringsglimt og dyrebare godhedsøjeblikke, som jeg senere kunne genkalde mig i alle detaljer og gavmildt favne og øse af livet igennem.
Ane Lise – min plejemor – Privatfoto
Det sidste erindringsbillede – drømmen.
En vinterdag for 50 år siden i barndommens gade i Hejnsvig. Som 14-årig skoledreng skriver jeg fra tid til anden små børnehistorier til de lokale aviser, og juleaften dét år skal jeg oplevet mit største julegavesus nogensinde, da der blandt gaverne dukker en større pakke op fra min mor.
Bånd og gavepapir bliver flået af, og et mirakel af en Underwood skrivemaskine åbenbarer sig. I dag et oldnordisk hakkebræt af en skrivemaskine, men dèn juleaften vil glæden ingen ende tage.
En julegave, der skal få stor betydning for en 14-årig landsbyknægt med skribentdrømme og forhåbninger i skoletasken
Privatfoto
Louis som dreng i halvtresserne – Privatfoto
