25 års rengøring med smil og grin i LEGOLAND

Marianne Hasselstrøm - PR-Foto: Legoland

Den 1. november fejrer Marianne Hasselstrøm 25-års jubilæum i LEGOLAND® Billund

Man kan være sikker på et smil på læben, når Marianne Hasselstrøm gør rent i LEGOLAND. Der er altid tid til et grin og en hyggelig sludder, når hun sørger for at kontorerne og personaleforholdene i LEGOLAND bliver holdt rene. Marianne Hasselstrøm er Rengøringssupervisor, og hendes arbejdsopgaver består i at rengøre alle personalefaciliteter i LEGOLAND.

Der er altid hjælp at hente hos Marianne Hasselstrøm. Hvis der trænger til ekstra rengøring i LEGOLAND eller noget kan forbedres, så er hun altid klar med en hjælpende hånd. Hun stræber efter at planlægge sin dag, så hun kan glæde andre mest muligt. Det er derfor vigtigt for hende at være mindst muligt i vejen for sine kolleger, når hun kommer og gør rent.

For Marianne Hasselstrøm er det bedste aldrig for godt. Det er vigtigt for hende, at hun ikke leverer noget halvfærdigt, og hun slipper ikke en opgave, før hun selv er tilfreds med resultatet. Det er også vigtigt for Marianne Hasselstrøm som supervisor at være en god rollemodel for sine kolleger.

Der er ingen tvivl om, hvorfor Marianne Hasselstrøm er så glad for sit arbejde i LEGOLAND. Sammenholdet mellem kollegerne er helt unikt, og hun nyder, at der altid er tid til et grin og en sjov historie, når hun kommer rundt på sin rengøringsrute. Hun har gennem årene skabt en stor kontaktflade, når hun kommer rundt og gør rent i backstage-områderne i LEGOLAND, og det er helt fantastisk at kende så mange mennesker.

Det er tydeligt for Marianne Hasselstrøm, at alle har en meget vigtig andel i at få LEGOLAND til at køre og give gode oplevelser til gæsterne, og det skaber en helt særlig arbejdsglæde.

Privat bor Marianne Hasselstrøm i Vorbasse med sin mand Dennis og sine to højtelskede brune labradorhunde. En gang om ugen går hun til linedance i Egtved, som hun har gjort i 12 år, da hun elsker dansen og bliver glad af countrymusik. Marianne Hasselstrøm er til dagligt også meget glad for at høre musik, når hun gør rent, men nyder også at høre en god lydbog som f.eks. en god krimi skriver LEGOLAND i en pressemeddelelse.

Marianne Hasselstrøms 25-års jubilæum bliver fejret med en åben reception fredag den 1. november kl. 11.00 i restaurant Pirate Ship på Hotel LEGOLAND