Bülows Hjørne : – det var en en lørdag aften …”

Bülows Hjørne

Da farfar var ung er titlen på ét af 1970’ernes monsterhits, hvor den vestjyske duo 2 Jyder med Marius Dahl Knudsen og Anthony Bjerregaard bragede ind på hitlisternes tinder og satte små to millioner Dansktop-lyttere i nærmest ekstase.

En tidsalder med sus i skørterne blandt unge mennesker i 1970’ernes Grindsted, der føler sig mere hippe end deres forældre og ryger en sjovere tobak. Et årti med fut i fejemøget, hvor traditioner og faste rammer sættes på prøve med hønsestrik, rødstrømpebevægelse og hippiekultur.

Hundredvis af glade unge fra nær og fjern valfarter til en forrygende tredje halvleg i Grindsted, der byder på onsdags-dansant hos Lind Sørensen og Hansens Hotel, på disco i kælderdiskoteket på restaurant Lygten, på mondæn natklub på La Flamme og råhygge og et par stykker højtbelagte på Steen-kælderen. Ud på de små timer rundes af med en lille skarp og dans på Restaurant Granitten.

Foto fra en reklame om Grand Hotel i Grindsted – Kilde: Grindsted Arkivet

Måske lidt godt til maven på Grill 22 i Nørregade, Grillbaren West Side ved Handelsbanken og Vandkranens Minigrill ved banegården. Måske kan rugbrød med sild og lune frikadeller friste på Hansens Hotel og det tilknyttede Cafeteria, hvor der bliver taget godt for sig af mad og våde varer.

Her regerer den vellidte slagter fra Fynsgade Kaj Jensen, der på bedste vis hygger om sine mange gæster og giver dem en behandling i Cafeteriet, der er gæster på selv D’angleterre værdig.

I år er det 50 år siden, at det visionære hotelejer-par Birgit og Holger Steen-Andersen i 1969 slog dørene op til deres stilfulde restaurant Steen-kælderen i Grindsted. Centralt beliggende i Grand Hotels flotte bygning få meter fra byens torv og hovedstrøg.

Fotograf Ukendt – Kilde: Grindsted Arkivet

Kun et stenkast derfra i Nørregade åbnede den driftige pilot Akhtar Rashid små to år senere sit legendariske in-sted Grill Dancing Bar La Flamme med en mondæn natklub i kælderetagen.

Steen-kælderen og La Flamme henvendte sig ikke kun til dem med nypressede spenderbukser og dybe lommer men var for gæster fra alle samfundslag. Fra chikke kontormus, ungmøer i batik-farvede bluser, smarte fyre i blød striktrøje og åben skjorte, landmænd med jord under neglene, seje gutter i arbejdstøj til den mere modne generation med et fast håndtryk, jakkesæt og selskabsskrud.

Hvor godtfolk var, kom godtfolk til, og alle typer søgte i de år ned i Steen-kælderen eller ind på La Flamme for at nyde livsglæde, sammenhold og socialt fællesskab.

Vi skruer tid og sted tilbage til en lørdag aften få dage før jul engang i 1970’erne. Der er koldt derude i det vestjyske, hvor man skal opleve den hårdeste vinter i mands minde med snestorm og polarkulde, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben.

 Det skal blive årets helt store julefrokostaften i Grindsted med ølhunde, natteravne og tørstige sjæle, der tager godt for sig af julesul og våde varer. Et døgn, hvor midtbyen nærmest er sovset ind i dunsten af tobaksrøg, juleøl og billig sprut.

Den aften flyder Grindsted med salige branderter, endeløse drukdialoger og snøvlesnak, ligesom husspektakler og værtshusballade er en næsten uafvendelig del af nattens pulserende atmosfære.

På Steen-kælderen kan man for en stund koble fra og i fred og ro indtage en frokost i hyggelige omgivelser. Dén lørdag aften har gæster slået sig néd ved de massive borde og frister livet med kælderkoldt fadøl, en hyggebajer eller to og en lille skarp til kaffen. Måske en lækker tallerkenret som Svend Gjønge bøffen, kotelet i asparges, den eftertragtede plankebøf eller et par stykker af køkken-jomfruens højtbelagte.

Ved det fjerneste bord i restauranten sidder folk fra Sparekassen og hygger sig i hinandens selskab, ved et bord i nærheden holder bankfolkene hof, og hist hénne en håndfuld butiksansatte. Også en flok glade fodboldspillere er med til at holde fanen højt.

På Steen-kælderen regerer en folkekær servitrice med et hjerte af guld og sjældne menneskelige kvaliteter, omgærdet af nærmest hellig respekt. Med hende i nærheden bliver ingen ladt i stikken. Altid er der et kærligt knus, et lille kram og trøstende ord inden for rækkevidde, hvis èn hænger med næbbet. Er der lavvande i kassen, dukker hun op ved bordet med et fortroligt klem – og måske en lille forstrækning.

Forsigtigt åbner vi en kalenderlåge til datidens La Flamme kun et stenkast derfra og træder ind i et tidsbillede fra dengang med mørke paneler og støvede spiritusflasker under loftet. Nissebajere med sidevogne, halve aber, velvoksne gibbernakker, smøger og en snotkoger her, lidt fjolletobak dér. Nostalgi og stokroseromantik indsovset i tætte tobakståger.

Lunt og godt forankret ved det solide stambord i hjørnet har et broget univers af stamgæster og gamle kendinge løsrevet sig fra hverdagens trædemølle og nyder øjeblikket og varmen.

Der er højvande i kassen, alle kobler fra i den kåde stemning og tager méd på langfart tilbage til fortidens glade dage. En tur ned ad Memory Lane, der om noget kan sætte fut i fejemøget. Lad os høre Marius og farfar, lyder en old timers rustne stemme med nærmest pavelig stolthed over det berømte bysbarn, og snart skråler alle med på Da farfar var ung.

Med et skær af patina over sig sidder Rulle Vagn for bordenden i sin velkendte slidte mundering med fuldskæg, langt hår i hestehale, cowboybukser, strikket vest og fløjlsjakke.  I sine unge år imponerede Rulle Vagn som en suveræn trommeslager i det lokale band High Lites. Rock for fuId udblæsning – ingen fersk og tandløs artighed hèr.

Én af vennerne fra dengang sammenlignede Vagn med Ginger Baker fra supergruppen Cream: ”Ginger Baker var den største, men lige efter kom Rulle Vagn.”

Og der med sin røde nissehue den godmodige Bamse, der er elsket af alle for sin sang og sit dejlige smil. Altid ordholdende og uden svig. Hist Æ Guldgraver med kasket og sjove røverhistorier fra sin tid som tørvegraver i mosen. Gummistøvle med mundharmonikaen, Stiefel med sin kulsorte manke og flere med dém. Også Æ Sømand dukker op med skrøner og anekdoter fra de syv verdenshave.

Den dag sidder også en enlig mor til to små drenge méd ved stambordet og stirrer forstenet på glasset foran sig. Havnet på sjasens laveste sats har hun svært ved at klare til dagen og vejen, og juleaften må hun og børnene tage til takke med luftsteg og vindfrikadeller.

Næsten som manden  på risten på Vesterbro, der mætter sig ved duften fra de riges bord, fasanen i flugten og lammet i asparges med bourgogne og bordeaux.

Da med ét hører man hjerter banke i takt ved stambordet.

Mens blide snefnug drysser sit hvide slør over gader og stræder, træder gavmilde stamgæster i karaktér med storsind og generøsitet i godhedens tjeneste. Jungletrommerne buldrer derudad, og gæve gutter trawler byens beverdinger igennem og lader hatten gå rundt. Selv presset ud i tovene økonomisk slipper mange en flad tier eller mere.

Da julehøjtidens budskab om godhed og kærlighed sent den juleaften få dage senere sænker sig over den enlige mors lune stue, taler trætte med glade barneøjne, en glædestrålende mor, kulørte gavebånd, sløjfer, bjerge af tomme julegaveæsker og iturevet gavepapir deres tavse sprog om en ganske vidunderlig juleaften …