Verdenspremiere på nyopsætning af Oliver Twist erstatter GAS-revyen i 2020

I 2020 springer vi GAS-revyen over. Det skyldes, at vores instruktør desværre er forhindret. Måske kunne andre af os godt instruere en revy, men ingen vil kunne servere den på lige præcis Niels Brunsborgs måde, og den måde har jo i den grad begejstret publikum. Så vi foretrækker at beholde det koncept og lade revyen træde vande et år frem for måske at skuffe publikum.

I stedet opfører vi klassikeren Oliver Twist. Den kommer til at ligge i hænderne på undertegnede. De fleste kender jo nok fra bog og/eller film historien om fattighusdrengen Oliver, der havner i en tyvebande hos den snu Fagin. Den eksisterer også som musical i flere versioner, men denne er en helt ny. Jo mere jeg læste roman og så film, desto mere stod det mig klart, at Dickens historie rummede en alvor, jeg gerne ville gøre mere ud af, for fattigdom er jo stadig et problem, også i vort eget velfærdssamfund. Den aktualitet vil bl.a. skinne igennem i musikken, der kommer til at få en nutidig karakter.

Desuden ville jeg gerne have vort skuespil til at passe helt nøjagtigt til de muligheder, vi har på torvet i MAGION, hvor vi sidste år spillede revyen – og i 2021 gør det igen. Vi er tæt på publikum, så hvorfor ikke inddrage dem i historien? Derfor bliver denne udgave af Oliver Twist et totalteater, hvor der af og til spilles både til, blandt og med publikum.

At arbejde med Dickens er virkelig spændende. Faktisk var mit allerførste skuespil baseret på hans berømte  Et juleeventyr.  Dickens personer er spændende og levende, og ved læsningen at romanen fandt jeg endda personer, der slet ikke har været med i hverken film eller musicals, selv om de bestemt fortjener et nærmere bekendtskab. Det vil jeg råde bod på her.

I forestillingen optræder der både børn og voksne, og vi kan altid bruge flere end dem, vi har, så jeg håber at se rigtig mange til infoaften og audition torsdag den 12. december kl. 19 i GAS’ lokaler Banegårdsvej 26 i Grindsted. Har man ikke spillet teater før, rummer stykket småroller, som man kan prøve kræfter med til en start skriver Anne Lise Holm i en pressemeddelelse.

Forestillingen spilles i uge 13, og vi begynder at øve i starten af januar