Kreativ Weekend på Karensminde lørdag og søndag

Foto: Billund Kommunes Museer

Som noget særligt holder Karensminde åbent i weekenden den 14. og 15. december.

Begge dage fra kl. 10 til 16. Her sætter vi fokus på det kreative værksted, som du finder i laden lige ved siden af vaffelboden på Museumscenter Karensminde.
Ja, det er faktisk efter aftale med selveste julemanden, at vi giver børn og andre kreative sjæle mulighed for at lave egne julegaver, og hermed hjælpe julemanden i denne travle tid. Om lørdagen vil der blive malet på forskellige træ af ting; holdere til blyanter, små æsker, rensdyr og fugle. Om søndagen er det stoftryk på poser og grydelapper, vi prøver kreative kræfter med.
Begge dage er der også et bord, hvor man kan lave juletræer, julekort og gavemærker. Men i laden på Museumscenter Karensminde er der mange nisser, og måske de kommer og driller lid tog finder på flere sjove ting.

Priser på aktiviteterne i den kreative weekend varierer i mellem 5-25 kr. pr. ting, og der er selvfølgelig julepapir til indpakningen af dine kreationer. For at fuldende den hyggelige weekend, så der er åbent i smedjen begge dage, og om lørdagen er der også åbent i træværkstedet. Det er også muligt med en tur i hestevognen, som kører fra kl. 11 begge dage. Og hvis sulten skulle melde sig, kan man selvfølgelig købe de berømte Karensminde-vafler denne weekend også.

Så endnu en gang byder Karensmindes Venner og Billund Kommunes Museer jer alle inden for i den travle juletid, og tilbyder i denne forbindelse hyggeligt familiært samvær store som små og et tempo, der er helt op til en selv skriver Billund Kommunes Museer i en pressemeddelelse.