Bülows Hjørne: Med Hejnsvigs gamle landsbydegn på historiens skueplads

Hejnsvig Skole i 1940'erne - Fotograf Ukendt, Kilde Hejnsvig Sognearkiv

Af Louis Bülow

Et fjernt erindringsgsbillede fra det lille landbosamfund Hejnsvig tilbage i de sorgløse 1950’ere toner frem. Min barndoms land fyldt med nostalgi, stokroseromantik og ren Morten Korch-idyl, hvor børn og unge forundes at at byde deres håb og drømme op til dans.

I Hejnsvigs gamle landsbyskole er alt, som det plejer at være – ved det gamle. Med klassiske traditioner som mejslet i granit stilles der som altid op til morgensang som skoledagens første programpunkt, streng disciplin og udenadslære holdes i hævd som bærende principper i undervisningen, og salmevers og katekismus terpes ind i små poder sammen med lange remser af  kongerække og hovedstæder.

Altid sidder gamle lærer Jensen stout og bred bag sit kateder og ligner dèt, han er – en vaskeægte landsbydegn helt ind i sjælen forankret i dansk bondemuld. Ikke en oppustet degn som Per Degn i Holbergs komedie, men en forgudet underviser og vejleder for generationer af skolebørn i Hejnsvig.

Forfatteren Pia Fris Laneth har i sin familiekrønike Lillys Danmarkshistorie talt med en gammel Hejnsvig-dreng fra dèngang Knud Junker, der fortæller, at netop bibelhistorie og katekismus var datidens højest prioriterede fag:

”Alle lærerne var missionske, siger Knud, bortset fra lærer Jensen. Han var grundtvigianer og kunne læse op og fortælle historier, så der var fuldstændig ro. Sådan lyser en enkelt lærer ofte op i folks fortællinger om skoletidens trængsler …”   

For lærer Jensen er lærergerningen et kald, en mission, og med sans for meningsfyldt undervisning lyser han op i skoletiden. Med socialt sindelag og hjertevarme tager han hånd om alle, også om dèm, der har det svært. Kæft, trit og retning eksisterer ikke i hans univers, hvor straffeprotokol og spanskrør er begravet dybt i katederskuffen.

Lærer Jensen forstår om nogen at formidle respekt og kærlighed til bibelen og historiens mysterier med tid til at gelejde os med tilbage til store dramaer som slaget ved Dannevirke og katastrofen i 1864 ved Dybbøl.

Lad os skrue tid og sted tilbage til dèngang til den gamle landsbyskole engang i december måned med den søde julehøjtid lige for døren. Der er bidende koldt udenfor med frost og polarkulde, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben.

Indenfor emmer det lune klasseværelse af julehøjtid, nærvær og tryghed med Juleevangeliet og de gamle julesange, mens vi hygger os med lærer Jensen og med længsel ser frem til den store aften.

En dag har lærer Jensen besluttet at løfte sløret for en nærmest ufattelig juletragedie, der selve juleaftensdag lørdag den 24. december 1898 rammer en fattig husmandsfamilie.

Ved skæbnens tilskikkelse er lærer Jensen selv født kun få dage forinden søndag den 18. december 1898 på et husmandssted på Sjælland, der danner rammen om hans egen vidunderlige barndom og opvækst. Nu tager han os med tilbage til et fattigt husmandssted på Skejby Mark i det østjyske:

Sammen med seks små børn lever husmand Lars Henrik Svendsen og konen Mette i små kår i den lille landsbyflække, og midt i al elendigheden med fattigdom og social nød bliver familien ramt af en sand tragedie. I dag bærer en mindesten præget af ælde og årtiers patina på kirkegården i Skejby vidnesbyrd om den tragiske begivenhed.

Lillejuleaften den 23. december 1898 har moderen Mette slidt med sparsom julesul og hjemmebag ved den gamle jernkakkelovn, mens faderen Lars har siddet frem til midnat og snittet træfigurer som julegaver til de små.

Hele aftenen har den lille stue summet af glade barnestemmer, hyggesnak og brændekvasets lystige knitren. Først sènt dèn lillejuleaften bliver fem glade og forventningsfulde børn puttet i deres senge. Allerede ved tretiden står forældrene op for at passe deres dont på gårde i nærheden – Lars som fæstet røgter  og Mette som malkepige.

Mens de fem små børn i alderen fra otte måneder til otte år – Oscar Sigfred, Herman, Ellen Pauline, Jensine og Gerda Marie – ligger og sover, gør moderen morgenmaden klar. Hun stiller et knippe vådt poppeltræ til tørre og tænder op i kakkelovnen, så der kan være lunt og godt for børnene at være, når de står op. Ved 4-tiden kan forældrene da endeligt begive sig afsted.

Da moderen nogle timer senere vender tilbage til husmandsstedet for at få de små purret op, finder hun hjemmet fyldt med røg. Børnene ligger stadigt i deres senge, stille sovet ind i døden af kulilteforgiftning på grund af en defekt skorsten. Et sjette barn undgår at lide samme skæbne, da han overnatter på sin tjenesteplads i nærheden.

Hvide snefnug falder som blide tårer og indhylder Skejby i en fløjlskåbe af nyfalden julesne …

Dén dag har Peter Sabroe vagten på Demokratens redaktion i Aarhus. Han rager op som én af historiens store humane ildsjæle. En helte-skikkelse, der med et kald og en mission i godhedens tjeneste sprænger alle rammer for at værne børnene, de fattige og de undertrykte mod misrøgt og omsorgssvigt.

Som datidens store sociale reformator og børneven ser han kampen for forsømte børn og forkuede småkårsfolk som sin livsopgave.

Da han erfarer, at fem små børn om natten er omkommet af kulilteforgiftning, cykler han til Skejby Mark og skriver en barsk artikel under overskriften Børn i Skejby dræbt af Røg.

 ”De sov ind i glad Forventning om dèn Herlighed, der ventede dem Juleaften … Medens i disse Dage Tusinder af Mødre er optaget af at pusle og hygge i Hjemmet til Julehøjtiden, maa Røgter Lars Svendsen og Hustru begge gaa fra Hjemmet for at slide de Penge sammen … det var for at tjene lumpne 25 Øre – kun halvdelen af hvad en Havannacigar koster – at hun i den tidlige Morgen forlod sine fem kære Børn.”

Begravelsen finder sted den 28. december på kirkegården i Skejby, hvor et tusindtalligt optog af arbejdere fra Aarhus er mødt frem. Foran kirken står fem små barnekister sirligt opstillet. Arbejdere bærer de fire kister ind i kirken, mens den femte er så lille, at Lars Svendsen selv bærer den.

Tilbage i det lune klasseværelse i 1950’ernes landsbyskole i Hejnsvig flyder alle blanke øjne over. Ikke et øje er tørt, da lærer Jensen slutter sin beretning med at fortælle, hvordan faderen bevæget vender sig mod sin kone Mette og siger – Se Mor, alle dè Mennesker føler med os

Lærer Knud Jensen – Fotograf Ukendt – Kilde Hjensvig Sognearkiv.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.