Året der gik – en hilsen fra det lokale folketingsmedlem

Privatfoto

Af Anni Matthiesen, folketingsmedlem for Venstre i Vejen og Billund kommuner.

Endnu et år går på hæld. Når kalenderen skifter, skifter vi ikke kun år – vi skifter endda til et nyt årti.

2019 har været et hektisk år. For det har jo først og fremmest været et år præget af folketingsvalg, hvor vi efter en lang og sej valgkamp desværre var nødt til at overlade nøglerne til Statsministeriet til Mette Frederiksen.

Mange vil nok mene, at valgkampen startede lang tid forinden, der stod 2019 på kalenderen. Men startskuddet lød alligevel først den 7. maj 2019, da Lars Løkke Rasmussen trykkede på knappen og udskrev valg. Selve valget blev afholdt den 5. juni – på Grundlovsdag.

Jeg fik selv et fantastisk flot valg og jeg er især stolt af mit personlige stemmetal. Inden valget havde jeg et ambitiøst mål om at runde de 10.000 personlige stemmer. Men det blev til min store overraskelse og glæde, til intet mindre end 11.308 personlige stemmer. Og for det takker jeg alle de 11.308 syd- og sønderjyske vælgere, der stemte personligt på mig.

I Folketinget arbejder jeg for hele Danmark. Men jeg arbejder primært for alle syd- og sønderjyderne. For det er her, jeg er valgt. Derfor er jeg da også særligt stolt når jeg sikrer og kan påvirke lovgivning, som kommer borgere, virksomheder, skoler og institutioner til gavn – her i Sydjylland.

Jeg mener, at for mange folketingsmedlemmer glemmer, at de er valgt af folket og dermed også skal være folkets talerør på Tinge. Jeg gør i hvert fald alt hvad jeg kan for, at være i tæt kontakt med befolkningen i Sydjylland. Jeg har løbende møder og snakke med mange af borgmestrene i mit område og her i 2019, har jeg besøgt både Thomas Andreasen, borgmester i Aabenraa, Jens Ejner Jensen i Vejle, Erik Buhl i Varde, Egon Fræhr i Vejen og Ib Kristensen i Billund. Desuden har endnu flere borgmestre også været forbi mit kontor på Christiansborg med forskellige ønsker og budskaber.

Her på falderebet af 2019 vil jeg gerne benytte muligheden for at sige stor tak til alle dem, som har budt mig velkommen i deres hjem, på skoler, institutioner og virksomheder. Og ligeså til alle dem, jeg har mødt på gaden eller i supermarkedet. Uden jeres gæstfrihed og input vil jeg ikke være i stand til at udføre mit job som folketingsmedlem. Det samme gælder de mange gode mennesker, der ikke nødvendigvis deler den samme politiske overbevisning som jeg. For politik kræver holdarbejde – også på tværs af politiske skel.

Nu kan vi alle se frem til nogle dage med hygge i højsædet. Med mulighed for at tilbringe tid med vores familier og kære. Jeg ser i hvert fald frem til nogle dage, hvor alt ikke behøver at foregå i højeste tempo – men hvor der er tid til at læne sig tilbage og nyde julefreden.

Jeg vil i det nye år fortsætte det hårde arbejde – til gavn for alle syd- og sønderjyderne.

Glædelig jul og godt nytår.