GGIF 2. divisions håndboldherrer sejrede i Århus

Foto: René Lind Gammelmark

I samarbejde med GGIF Håndbold bringer Netavisen Grindsted her det referat klubben selv har skrevet fra dagens håndboldkamp i Århus.

Præstationen var vaklende men sejren sikker.

Lørdag eftermiddag var GGIF herrer en tur i Århus, hvor HEI 2 ventede, og efter en uskøn affære, hvor sejren aldrig var i fare, men præstationen var noget svingende, vandt GGIF 23-31.

HEI stillede til start med et decimeret hold, og forsøgte med deres begrænsede midler at trække tempoet ud af kampen, og gøre det svært for GGIF. Gennem hele første halvleg var GGIF dog i teten, men undervejs resulterede for mange angreb i unødige tabte bolde og tekniske fejl. Når der så endelig kom en god periode, gik der ikke mange minutter, før en kæmpe fejl igen genstartede tingene. GGIF var dog foran 15-10 ved pause.

Anden halvleg blev en tro kopi af den første. Forsvaret og målmændene stod egentlig ganske fornuftigt men på samme måde som i første halvleg, så var der for mange udfald undervejs. Angrebsspillet blev for mange gange kun afviklet på 80 %, og selvom det alligevel lykkedes at komme igennem flere gange, så sad man alligevel med fornemmelsen at GGIF manglede et gear eller to mere. Sejren var dog aldrig i fare og GGIF vandt som bekendt 23-31.

En af kampens få højdepunkter var U19 spilleren, Sune Skousen, der kom ind i forsvaret i første halvleg og leverede en flot forsvarspræstation.

Flemming Pedersen var ikke tilfreds efter kampen: “ Vi mangler simpelthen for meget i dag, og det er over hele paletten. Vores udstråling, vores fart og vores koncentration var ikke tilfredsstillende. Vi skal op i gear, og ruske op i os selv for kampene den næste periode, kan vi ikke tillade os dette.

Vi spiller allerede en af sæsonens sværeste kampe på næste torsdag, hvor der er lokalbrag i Give, hvor vi skal vise, at vi stiller højere krav til os selv. Give har alt at vinde og intet at tabe, så vi håber også, at vi får mange tilskuere med fra Grindsted. Vi får brug for alt den opbakning, vi kan få”

Målscorer:
Daniel Jørgensen 8 mål
Frederik Nielsen 7 mål
Thomas Theilgaard 5 mål
Jacob Pedersen 4 mål
Emil Larsen 3 mål
Hjalmar Andersen 2 mål
Bjarke Nybo 1 mål
Nicklas Bjørn Jensen 1 mål