Af: Louis Bülow
Tilbage i 1860’erne havde to hyrdedrenge Laust og Jens Christian deres opvækst og unge år i det vestjyske med storladne hedesletter ved Grindsted som deres barndoms land.
Foto: Grindstedarkivet (Fotograf Lunds billeder)
Små fem årtier senere skulle Jens Christian lede Danmark ind i folkestyret med parlamentarisk demokrati som statsskik, som vi forstår det dén dag i dag. Og Laust gøre sin hjemstavn som en fattig hedeegn til historisk fortid og hyrdedrenge til en saga blot.
Rundet af stoute hedebønder med kristenkultur og bibelske traditioner dybt forankret lærte de to drenge allerede tidligt at gå til hånde derhjemme for at få tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet. Alle munde skulle mættes, og de blev begge som 7-årige sendt ud på heden for at vogte får.
Vi tager tilbage til fordums dage en sommerdag på lyngheden ved Grindsted, hvor den fredfyldte stilhed hviler tungt over hedelandskabet. Til akkompagnement af vindens blide hvisken triller et usynligt kor af lærker deres kåde sang, og solen klæder med gyldne stråler heden i de skønneste farver.
En snes kilometer fra hinanden har to bondeknøse travlt med at drive græssende får i fold, så de kan gå i skygge i middagsstundens brændende hede. Barbenede med kasketten på sned, slidte træsko og bukser med store lapper for og bag er de ude med deres flok tidligt og silde og i al slags vejr.
En sjælden gang brydes ensomheden af en tungt lastet kærre med knirkende vognhjul og stoute stude, der slæber sig afsted ad den solstegte hedesti. Hver gang springer Laust og Jens Christian – for dèm er det – op for at få et tiltrængt afbræk i hyrdelivets sure pligter.
Om nogen er de to drenge fortrolige med hedens hemmeligheder. Der er ikke dèt kreatur, de ikke kender, De vèd, hvor harekillingen har sit leje, lærken sit kuld, viben sin rede. De kender diget, hvor ræven lusker omkring, gyvelbusken, hvor urfuglen holder til og dè lyngtoppe, hvor hugorme dovent lader sig bage igennem
Heden er deres barndoms land – hèr har de rod, hèr er de født, hèr har de hjemme. Med digteren Jeppe Aakjærs ord sidder de mèd ved mors rok, mens spurven sidder stum bag kvist, de kender havren, der har bjælder på, og Jens Vejmand, der bliver båret over heden en kold decembernat. De nikker til Ole, der sidder på en knold og synger, og hyrden, der med smil bærer sin byrde.
Det hårdføre liv på heden skal forlene Laust og Jens Christian med en livslang kærlighed og samhørighed med naturens sjæl, bondekultur og hjemstavn.
Ved skæbnens tilskikkelse kommer de to venner og kampfæller begge til verden på Grindsted-kanten den 21. november med seks års mellemrum, de bliver valgt ind i Rigsdagen for første gang ved det samme valg i januar 1890, de sover begge stille ind en råkold decemberdag – og de bliver begge 74 år gamle.
Ad åre skal de to hyrdedrenge fra folkets dyb fuldbyrde et kald og en mission i det samme folks tjeneste, skrive sig ind i alle historiske annaler og sikre berømmelse for eftertiden.:
Jens Christian Christensen bliver født den 21. november 1856 i små kår ved Påbøl Hede som søn af Mads Christian Christensen og Karen Jensdatter som den ældste af ni søskende. Med sit milde åsyn, de røde kinder og de lysende blå øjne skal han årtier senere indtage pladsen som sit slægtleds betydeligste politiker.
Som statsminister står J. C. Christensen fadder til parlamentarismen og systemskiftet fra 1901. Han baner vejen for den rummelige folkekirke, den almene skole og den moderniserede grundlov fra 1915 med stemmeret til kvinder og tjenestefolk.
Med historikeren Søren Mørchs ord i 25 statsministre: “Én af Danmarkshistoriens mest betydningsfulde statsmænd på linje med Stauning i det 20. århundrede og Estrup i det 19. århundrede”.
Kaare R. Skou følger trop og kalder ham Venstres politiske urfader med høvdingestatur: ”Partiets store statsminister og grundlæggeren af dèt Venstre, vi kender i dag … hører blandt de største politikere, Danmark har fostret.”
I øvrigt har også landets statsminister fra 1945 – 47 Knud Kristensen sine aner på Grindsted-kanten og fælles forfædre med sin grandfætter J. C. Christensen.
Foto: Wikipedia
Laust Rasmussen fra Nollund få kilometer fra Påbøl repræsenterer fra 1890 i gennem tredive år sin hjemegn i Folketinget. En sindig husmand solidt forankret i vestjysk bondemuld, karrig med store ord og armbevægelser, men ikke fedtet med samfundssind og troværdighed. Ordholdende og uden svig er han èn af dem, der bliver lyttet til på tinge.
I årtier ses han som Rigsdagens ledende skikkelse i kampen for at forvandle sin hjemstavn til et stort trafik- og jernbaneknudepunkt med et væld af jernbanelinjer ind gennem Jyllands mørke fastland.
Laust Rasmussen dør 74 år gammel den 14. december 1924, og i juli 1926 drager J. C. Christensen til Grindsted for at afsløre en mindesten i overværelse af 1000 mennesker. I sin tale dvæler han længe ved Laust’ fattige barndom og opvækst og slutter med håbet om, at mindet om Grindsteds stolte søn må blive bevaret for eftertid og kommende slægter.
Fotograf ukendt – Kilde: Grindstedarkivet
