Bülows Hjørne: Den poetiske bankmand, der stod af ræset og bød livet op til dans

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Frihed til at gå sine egne veje og forfølge håb og drømme får for 40 år siden en erfaren bankmand til at stå af ræset og bryde alle broer til sin hidtidige tilværelse i Handelsbanken i Grindsted  For at forløse sit kunstneriske talent lægger han alle rammer og hverdagsrutiner bag sig og letter anker for at drage ud på sit livs eventyr på vej mod fjerne horisonter – sit Shangri-La …

Vi skruer tiden tilbage til 1970’erne, hvor Bent Ingvardsen rykker teltpælene op i Aarhus og tager fra Østjyllands idylliske bakker og dale til de flade hedesletter ved Grindsted. Efter i nogle år at have arbejdet som bankfuldmægtig i Højbjerg er den suverænt dygtige bankmand blevet ansat i Handelsbanken i Grindsted med afdelinger i Vorbasse, Hejnsvig og Sdr. Omme.

Med en velsmurt madpakke i lædermappen tropper Bent Ingvardsen op til sin første arbejdsdag i filialens udlånsafdeling. I hans erindringsbog hedder det: ”Direktør er Arvid Hansen, han kom altid syngende ind ad døren om morgenen, souschef var Georg Buhl.”

Bent Ingvardsen er bankmand med respekt for klassiske traditioner, javel, men uden særlig hang til nålestribet habit, silkeslips, guldur og manchetknapper. Med ham møder bankkunderne i Grindsted en venlig og imødekommende rådgiver i jeans, blød striktrøje og åbentstående skjorte.  

Bent Ingvardsen i egen streg – Privatfoto

Mange tunge sager lander i de år på Bent Ingvardsens skrivebord, og bag den tilforladelige facade skjuler sig et hjertevarmt menneske med sjæl og socialt sindelag med hele vejen. Altid ordholdende, redelig og uden svig. En bankmand, der værner om de svageste og sår håb og livsmod omkring sig, ikke mindst der, hvor livet gør ondt.

Det er økonomisk svære tider, og ved hans skranke flokkes trængte kunder. Der tripper en ramt storlandmand med jorder, der strækker sig over mange hundrede hektar, og som efter flere års slidsom kamp er ved at give op for krise og tiders ugunst. En social deroute lurer lige om hjørnet.

Bagved venter en småkårsfamilie, der må hutle sig igennem på almisse og fattighjælp efter årtiers sygdom og arbejdsløshed. Med barnedåb og konfirmation lige for døren er familien havnet i en håbløs situation med nød og elendighed lige i horisonten.

Alle hører de Bent Ingvardsens hjerte banke, når han nænsomt og med socialt sindelag er med til at gelejde dem igennem samfundets værste økonomiske krise siden trediverne.

Den lokale filialdirektør Arvid Hansen og også Direktionen i bankens hovesæde i København sætter stor pris på hans indsats, og to år i træk bliver han tildelt ekstraordinære lønstigninger.

Alligevel vækker de travle år i Grindsted til eftertanke og usikkerhed. Ansvaret tynger, og tvivlen nager:”Alle disse samtaler med kunder, alle disse beslutninger. Var de rigtige ?… Mange skæbner er blevet vejet i mine hænder. Altid har jeg lyttet til mit hjerte. Jeg har mærket, hvad det vil sige, at tage arbejdet med hjem, selv på ferier.”

I en personlig frigørelsesproces forsøger Bent Ingvardsen at løsrive sig fra hverdagens trædemølle med sirlige låneandragender, timelange møder og halvfyldte kaffekopper. Fanget af snærende bånd med fersk metervare som ideal frygter han at ende som et fantasiløst vanemenneske.

Bent Ingvardsen som barn og i de unge dage – Privatfotos

I barndommens land har han leget med fantasien som nådegave, og da han lærer at læse, åbner bogstaverne ”en hel verden i min allerede dengang vældige fantasi, senere er ordene blevet mit hemmelige tilflugtssted. Det er ordenes farver og billeder, der i dag er grundlaget for mine digte, hentet ud af mit hjerte …”

Allerede med debut-digtsamlingen Øjne tilbage i 1980 drømmer han om frihed og forløsning, og få år senere forlader han da også banken i Grindsted:

Jeg flygter i drømme
til mit drømmerige,
hvor alle er uendeligt,
uendeligt frie.

Hvor træerne danser,
og husene ler,
hvor mennesker møder
hinanden mer og mer …

Hvor rigdom er altid,
men aldrig er magt,
hvor døden i retfærdige
hænder er lagt. 

Privatfoto

En begejstret anmelder kaldte debut-digtsamlingen Øjne et lille kunstværk:”Han arbejder med det dybeste i mennesket … det er den stille, tænksomme, lidt mørke vej, Bent Ingvardsen har vandret … det er helt fremragende gjort af denne digter.”

I de efterfølgende år udgiver Bent Ingvardsen en lind strøm af digtsamlinger og græder sin smerte ud i stærke digte om passion, lidenskab og længsel, som i Blot seende, Det indre øje og Okeanos med religiøse digte. Den sidste digtsamling har da været næsten 10 år undervejs.

Anmelderne giver hans digtsamlinger pæne ord og anbefalinger med på vejen. En anmelder skriver: Man kan ikke nøjes med at læse et par sider. Man må hurtigt videre. Man pirres af nysgerrighed … Der er en tragisk, vemodig tone over Bent Ingvardsens digte.

En anden anmelder fremhæver hans brug af det danske sprog: Han boltrer sig hjemmevant i metaforernes verden, og han laver spændende og overraskende strofe- og verselængder.

Anerkendelse kan være fjern og flygtig som en brise, og Bent Ingvardsen finder ikke vej til samme berømmelse som lyrikkens kendte sokkelhelte med litterære priser og æresbevisninger hængt om halsen. Men hans digte bliver læst og værdsat, og vi finder hans digtsamlinger opstillet rundt omkring i landet, ligesom han er repræsenteret på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus og København.

Et erindringssbillede fra en kirkegård i det vestjyske en råkold martsdag midt i 1990’erne toner frem. Bent Ingvardsen – nu en anerkendt kunstner – skutter sig i forårskulden og reflekterer vemodigt over dé skæbnefortællinger, der gemmer sig bag prydbuske og gravstene.

Han lader minderne bære tilbage til dengang i 1970’erne, hvor han med et poetisk sind og en lyrisk åre i bagagen ankommer til Handelsbanken i Grindsted og få år senere får sin debut som lyriker med digtsamlingen Øjne.

Som han står der i skumringen, hensunket i tanker, rinder et digt ham i hu – De støvede veje:

De støvede veje,
navne på granit,
vennerne jeg kendte
og savner så tit.

Mit hjerte går stille
og finder sin plads
blandt kendte bene
og minders morads.

Snart vil også jeg få
min lille plet på jord
og sætte i granit
et gråt navneord.

Privatfoto

Bent Ingvardsen sover stille ind en lun sommerdag for 17 år siden og er stedt til hvile på den smukke kirkegård i Bramming.

Tilbage står mindet om en elsket familiefar, en dejlig bror, en god kammerat og en inspirende bankkollega med social forståelse og hjertevarme. Og dertil en talentfuld digter og lyriker, der vil blive husket i eftertiden for sine inciterende digte om kærlighed, ensomhed og hjertets kvaler.