Bülows Hjørne: Gerner Christensen – den ukendte frihedshelt

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

For små 10 år siden kunne man i lokale aviser læse en dødsannonce over realskolelærer Gerner Christensen, der igennem 50 år havde levet en stille og tilbagetrukken tilværelse i Grindsted. Den 3. oktober 2010 var han sovet ind på byens plejehjem, 87 år gammel.

Gerner Christensen – Foto: Holger Bundgaard – Kilde: Grindsted Arkivet

Men gik man bag om den korte avisnotits, skulle konturerne af en anden og mere dramatisk historie tone frem. Den gamle mands skæbne var også beretningen om en af besættelsestidens ukendte helte, der var gået forrest i kampen mod tyskerne.

Lad os for en stund vende tilbage til 9. april 1940, hvor Danmark tidligt om morgenen blev besat af tyske tropper. På denne den mildeste aprilsmorgen i mands minde stod 17-årige Gerner Christensen, elev i den lokale bank i Frederikssund i Nordsjælland, ved vinduet og betragtede tavst de mange fly på vej mod nord.

Få år tidligere var han og en anden ungersvend med drømme og forhåbninger i bagagen flyttet til Frederikssund. Den ene havde fået læreplads i byens købmandsforretning på Østergade. Bent hed han, kæk og uforfærdet med et drenget smil, uskyldige øjne og flammende røde krøller, altid med på den værste. Han boede til leje i et værelse ovenpå det gamle Rådhuskonditori på Torvet, hvor han om natten flittigt øvede sig på at skyde ud gennem vinduet med en pistol til måls efter lygtepæle på torvepladsen.  

Han skulle få god brug for sine skydefærdigheder senere under besættelsen, hvor han blev en legendarisk modstandsmand under dæknavnet Flammen alias Bent Faurschou-Hviid.

Den anden var den to år yngre Gerner, mere stille og genert, der med sine tre søskende havde haft sin opvækst i et købmandshjem, hvor alt åndede nærvær og tryghed. Men 1930’ernes arbejdsløshed, fattigdom og sociale nød kom til at præge ham for livet. Efter realeksamen startede han til forældrenes store glæde som elev i den lokale bank i Frederikssund.

De to unge mænd kendte ikke hinanden, men da Bent dagligt kom i banken med købmandens omsætning, kom de hurtigt på bølgelængde. Senere under besættelsen blev Bent Faurschou-Hviid som medlem af modstandsgruppen Holger Danske efterhånden landets mest eftersøgte modstandsmand, og Gestapo udlovede en kæmpedusør for hans tilfangetagelse.

Den 18. oktober 1944 blev han overrasket af tyskerne i en villa på Strandvejen i København, og ubevæbnet og uden mulighed for flugt valgte han at begå selvmord ved at tage cyankalium – 23 år gammel.

Også Gerner Christensen sluttede sig snart til den lille skare, der valgte modstanden og gjorde forskellen i kampen mod tyskerne. Inden længe sagde han sin stilling op i banken og rejste til København for at læse teologi ved universitetet.

En stærk politisk bevidsthed fik ham til at lægge studierne til side. Han sluttede sig til modstandsgruppen Frit Danmark og tog ivrigt del i en række illegale aktiviteter. Han var med til at duplikere og fordele løbesedler og tryksager i tusindvis og bistod ved flere aktioner.

Men den 21. august 1944 blev Gerner som 21-årig taget af tyskerne, smidt i en celle i Vestre Fængsel og igennem flere måneder underkastet barske afhøringer. Men Gestapo kunne ikke knække ham, og i november 1944 blev han overført til den danske interneringslejr i Sønderjylland Frøslevlejren. Deportation sydpå til de berygtede tyske KZ-lejre truede …

Ved skæbnens spil blev skolebestyrer Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole, der var blevet arresteret af Gestapo for sin deltagelse i modstandskampen, indsat i Frøslevlejren to uger senere. Han blev i januar 1945 deporteret videre til KZ Neuengamme men overlevede. Mogens Høirup vendte syg og udmarvet hjem til Grindsted ved befrielsen, hvor han genoptog sit arbejde som realskolebestyrer til sin alt for tidlige død i 1956.

I alt blev godt 1600 Frøslevfanger deporteret til KZ-lejrene, 220 af dem døde, men Gerner undgik deportationen sydpå.

Tiden efter befrielsen i maj 1945 blev svær for Gerner, der måtte forlade teologistudiet. Han følte sig svigtet af de politikere med statsminister Vilhelm Buhl i spidsen, der først havde føjet tyskerne og derefter fik fralagt sig ansvaret for samarbejdspolitikken.

Resten af sit liv levede han i mindet og mareridtet fra kampen mod Gestapo. Han fik job i en hjælpeorganisation og blev senere rejsesekretær for Dansk Fredskonference. I 1958 – to år efter skolebestyrer Høirups død – fik Gerner under et besøg i Grindsted tilbudt ansættelse som lærer på Grindsted Kost- og Realskole, og her kom han til at undervise i dansk, historie og tysk som en engageret lærer igennem mere end 25 år.

Gerner glemte aldrig sin ungdoms værdier og idealer og man hørte hjertet banke, når han talte om solidaritet med de svage, de udstødte. En sand ildsjæl, der uden at lefle forenede stort socialt engagement med menneskelighed og tolerance.

Efter at være gået på efterløn helligede han sig frivilligt arbejde i Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Amnesty International, Kirkens Korshær og Care – som han sagde: der er mere freds- og fremsidsperspektiv i de nævnte organisationer end i atombomber og økonomisk dominans.

Alderdommens skrøbelighed begyndte så småt at melde sig, men livskraften var stærk og usvækket til det sidste. I årsskriftet 2005-06 for Grindsted Privatskoles Elevforening så han med et glimt i øjet tilbage på sit liv, mens øjnene lyste og stemmen glødede:

“For mit private vedkommende kan jeg nu prale af at have været hele registret igennem: From ung mand, i 1945 fejret som modstandshelt, i 50érne stemplet som kommunistisk medløber … Så kan der vist ikke være flere stadier tilbage.”

Gerner Christensen blev begravet som en af besættelsens ukendte helte – en af dem, der overlevede modstandskampen for derefter at glide ud i glemslens tusmørke. I dag vidner alene en beskeden notits i Frihedsmuseets Modstandsdatabase om hans indsats og ofre i kampen mod tyranni og undertrykkelse.

Gerner Christensen levede igennem fem årtier en stille tilværelse i Grindsted og døde den 3. oktober 2010, 87 år gammel.