Af Louis Bülow
Mandag den 27. januar 2020 markeres over hele verden Auschwitz-dagen som International Mindedag for det 20. århundredes folkedrab – netop den dato blev de sidste udmarvede fanger befriet fra KZ Auschwitz-Birkenau i 1945.
Det martrer fortsat den europæiske folkesjæl, at ingen dengang havde modet til at gribe ind og ændre historiens gang. I ly af krigens ragnarok iværksatte Hitler et systematisk folkemord på 6 millioner jøder, af dem 1,5 millioner børn, og nazistiske horder trawlede skånselsløst Europa igennem i jagten på ofre.
I det nazistiske inferno af ondskab og morderisk barbari uden sidestykke i historien rager den tyske industrimand Oskar Schindler op som frelser af 1200 jøder: medlem af nazipartiet, en alkoholiseret playboy og skamløs skørtejæger af værste skuffe – og samtidigt én af de største humane skikkelser under Anden verdenskrig.
Kilde wikimedia.org (public domain)
Samme Oskar Schindler blev udødeliggjort som den centrale figur i Steven Spielbergs storfilm om de nazistiske jødeforfølgelser Schindlers Liste, der 4. marts 1993 havde dansk premiere i en række biografer over hele landet og overalt trak fulde huse.
I mange årtier stod hustruen Emilie Schindler i skyggen af sin mand Oskar Schindler. Historikere levnede ikke megen plads i efterkrigstidens annaler til hendes ellers uvurderlige indsats i godhedens tjeneste, og hun gled ud i glemslens anonymitet og tusmørke. Også selv om hun spillede en ganske afgørende rolle i kampen for at redde 1200 jøder fra udryddelse i nazistiske dødslejre.
Vi skruer tid og sted tilbage til 1944, hvor det for første og eneste gang i Auschwitz’ historie lykkes en større gruppe jøder at slippe levende ud af dødslejren, hvor 1,1 million ofre blev myrdet.
SS beordrer 300 jødiske kvinder fra Schindlers Emaljevarefabrik sendt til Auschwitz, og med god grund frygter kvinderne at blive sendt direkte til udryddelse i lejrens gaskamre. I dé måneder bliver 437.000 jøder fra Ungarn deporteret til Auschwitz, og titusindvis gasses straks ved ankomsten.
Ved at udnytte tysk grundighed og akkuratesse og stædigt fastholde, at de i papirer og officielle dokumenter er registreret som særlige Schindler-jøder, undgår Schindlers kvinder at blive sendt direkte i døden. De får heller ikke som andre fanger tatoveret et nummer på venstre underarm.
Oskar Schindler skyr ikke noget middel for at få sine jøder frigivet, men først efter mange ugers forløb lykkes det. Hèr spiller en kuffert med spiritus, kostbare diamanter og hans smukke sekretær en ikke ringe rolle rolle.
De 300 Schindler-kvinder kan – halvdøde efter ugers lidelser, sygdom og barske strabadser – forlade KZ Auschwitz i live.
SS genner kvinderne ind i overfyldte kreaturvogne, der vil bringe dem tilbage til Schindlers fabrik. Snart græder de pilskaldede kvinder som pisket af fryd og glæde, snart pjanker og fniser de som overstadige skolepiger, mens de omfavner hinanden.
En af dem hører en SS-vagt spørge sin kollega: Hvad skal Schindler med alle de gamle kællinger? Det rager ikke nogen, sagde den anden, han kan oprette et alderdomshjem, hvis han vil.
Da de udmarvede kvinder i deres laser og pjalter vender tilbage og vakler hen ad brostenene mod fabrikken, bliver de i portåbningen modtaget af Oskar Schindler, tårnhøj og let genkendelig med sin kække tyrolerhat:”Nu er I endeligt hos mig, I er i sikkerhed. I skal ikke være bange mere.”
Bag ham skimtes Emilie Schindler …
Kilde wikimedia.org
I sin bestseller fra 1994 Med et barns øjne – En pige fra Schindlers Liste fortæller Stella Müller-Madej om kvindernes tilbagevenden fra Auschwitz:
”I dagslyset så mor forfærdelig ud med sit forslåede ansigt. Blodet var størknet, det halve ansigt hudløst og det ene øje næsten usynligt. Schindler, der gik ned langs rækken, fæstnede sit blik på mor. Denne kæmpemæssige mand havde et besynderligt udtryk i ansigtet, et udtryk af forfærdelse, barmhjertighed, godhed … Jeg tror, at selv de frommeste jøder nu, i stedet for at bede til Gud, beder til Schindler.”
Senere skal Schindlers jøder med dyb taknemlighed tænke tilbage også på Emilie, der utrætteligt kæmper for at holde dem alle i live. Hun sælger sine smykker og arvestykker og opretter et syge-lazaret med lægeudstyr købt på det sorte marked. Hun plejer og mader de syge og døende med nærende semuljevælling, kogt i hendes eget køkken.
For at skaffe medicin og et vognlæs brød på det sorte marked rejser hun – en from og hengiven katolik – 300 kilometer med 2 store kufferter fyldt med vodkaflasker og cigaretter.
En råkold vinterdag i det sidste krigsår ankommer 100 dødsdømte jøder fra KZ Gollechau til den lokale station, lastet i kreaturvogne. Oskar Schindler er bortrejst, men Emilie tøver ikke. Hun får fat i Oskar over telefonen, og de får nazisternes tilladelse til at ansætte de dødsdømte som nødvendige for krigsindustrien.
I piskende snestorm og polarkulde med 25 graders frost begiver Emilie og nogle Schindler-jøder sig af sted til stationen for at befri de ulykkelige fanger. Et grufuldt syn møder dem, da de får åbnet de overfyldte vogne med økser: døde og levende døde mellem hinanden.
Med Stella Müller-Madejs ord:”Komplette vrag, stinkende af afføring og urin, næsten døende, stivfrosne …det var ikke var muligt at trække ligene ud af vognene, for de var frosset fast til ekskrementerne … Fru Schindler kom med et forråd af manna, som var blevet gemt til en nødsituation. En kamp for disse staklers liv begyndte …”
Efter krigens afslutning må Emilie og Oskar Schindler flygte fra nynazisters had og forfølgelse, og de tager til Argentina for at skabe sig en ny tilværelse i en lille landsby. Midt i 1950’erne truer økonomisk fallit, og Oskar rejser alene tilbage til Vesttyskland for at rejse penge.
Emilie har en vag fornemmelse af, at han nu har forladt hende for altid. De bliver aldrig formelt skilt, men hun ser ikke Oskar igen. Trofast fortsætter han med at sende hende breve med penge i de følgende år, men de ophører med hans død den 9. oktober 1974, 66 år gammel.
Igennem 50 år lever Emilie Schindler en stille og ensom tilværelse i dybeste fattigdom med sine katte, hunden og de smukke roser i landsbyen San Vicente i Argentina, hvor naboer og lokale kun kender hende som Mutter Courage.
Kun uniformerede politifolk forstyrrer fra tid til anden idyllen – posteret for at beskytte den gamle dame mod overgreb fra nynazister og ekstreme højregrupper.
Da hun bliver indlagt på et hospital i Buenos Aires med en brækket hofte, nægter ledelsen at give grønt lys for operationen. Kun fordi lægerne giver afkald på deres honorar og et lokalt fodboldhold træder til med økonomisk støtte, bliver hun opereret.
I sine sidste leveår får Emilie Schindler oprejsning for sin godhjertede indsats under Holocaust. Hun mødes med Hillary og Bill Clinton i Det Hvide Hus, med præsident Roman Herzog som den tyske regerings hædersgæst og modtages i Vatikanet af en bevæget pave Johannes Paul II.
Emilie Schindler dør den 5. oktober 2001, 93 år, under et besøg i Tyskland. Hun begraves i Waldkraiburg, hvor hendes gravsten bærer indskriften Den, der redder ét liv, redder hele verden.
I dag er der 12.000 efterkommere af Schindlers jøder, bosat i Israel, USA og Europa …
