Det skal være sjovt at blive klogere

Foto: Billund Kommune

Igen i år blev der på landets skoler afholdt Skolernes Skakdag, og også i Billund Kommune deltager fire skoler, herunder Lynghedeskolen i Grindsted. Her benyttede man anledningen til at træne de strategiske evner og give motion til hjernen.

Computeren er slukket, tavlen var visket ren, og i stedet var eleverne samlet omkring et skakbræt, hvor en sejrsjubel kunne høres midt i samlingen af ellers koncentrerede elever. I år blev Skolernes Skakdag igen afholdt lige inden vinterferien, hvor hele 302 skoler og 51.855 elever landet over deltagog. På Lynghedeskolen i Grindsted deltog omkring 300 elever fra 0-6. klasse i en dag fyldt med motion for hjernen som en god afslutning inden ferien.

Eleverne styrkes gennem faste rammer
Dagens motto var, at det skal være sjovt at blive klogere. Derfor blev der spillet i alt lige fra lyn- til Fortniteskak, hvor eleverne samtidig blev trænet i strategi og taktik. På Lynghedeskolen kunne de også mærke, hvordan eleverne fik et godt udbytte af en dag, hvor al koncentration var vendt mod et bræt.

”En dag som i dag handlede det ikke om at være den fagligt stærkeste eller sejeste. Det er kun brættet, der tæller, og vi så derfor, at det er andre elever, som har sine styrker her, og som brillerer i de faste rammer,” fortalte Lynghedeskolens skakdagsansvarlig, underviser Gitte Madsen. 

Fra både lærere og elever udtrykkedes der begejstring, hvor Mille Jørgensen var en af de elever som havde set frem til Skolernes Skakdag.   ”Jeg kan godt lide at vinde, så derfor synes jeg, det er sjovt,” fortalte Mille.

Her var det stafetskak, som var en klar favorit, fordi man skulle løbe. Landsfinalen i Skolernes Skakdag afholdes i Kolding torsdag den 19. marts.

Foto: Billund Kommune

 

Reglerne vendes på hovedet
I de forskellige former for skak vendes reglerne på hovedet, så eleverne hele tiden udfordres på ny, og hvor ingen føler sig dårlige. Det handler om at kunne gøre sit bedste, og spillene er derfor også sat til kun at vare 12 minutter, så de fleste spil når ikke at blive afsluttet.

To gange om ugen afholdes der frikvatersskak, hvor alle skolens børn kan mødes og træne deres skakevner. Det er også herfra at holdet til landsfinalerne findes. 

”Til landsfinalen kan alle ikke komme med, og derfor er det også kun de elever, som virkelig vil skakspillet og træner i det, der bliver udvalgt. Dermed sikrer vi også, at eleverne der kommer til landsfinalerne ikke oplever ene nederlag,” afslutter Gitte Madsen.

Nu håber Gitte Madsen, at mødet med skak vil inspirere endnu flere til at mødes i frikvartererne efter ferien og udfordre hinanden på tværs af alle aldre.

Foto: Billund Kommune

Foto: Billund Kommune

Foto: Billund Kommune

Kontorbutikken refurb banner