Flypassager standset med kokain i bagagen

Foto: René Lind Gammelmark

Onsdag den 19. februar 2020 ca. kl. 14.30 anholdt Sydøstjyllands Politi en 44-årig flypassager i Billund Lufthavn med, hvad der formodes at være, omkring 1 kg kokain i bagagen.

Under en kriminalitetskontrol i Billund Lufthavn kontrollerede Sydøstjyllands Politi rejsende, der kom med fly fra Amsterdam. I den forbindelse blev en 44-årig colombiansk mands baggage undersøgt i samarbejde med Toldstyrelsen. Det var i mandens bagage, at kokainen blev fundet.

Den 44-årige mand er sigtet for at indføre euforiserende stoffer og bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 11.00 ved Retten i Kolding. Grundlovsforhøret forventes afholdt for lukkede døre. Derfor har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger til offentligheden af hensyn til den videre efterforskning skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.